Før han går i krig sværger dommeren Jefta at ofre den første, han møder til guden Jahve, når han vender tilbage. Til sin forfærdelse er det hans egen datter. Hende ofrer han så – eller gør han?
I Bibelen bliver lande eller byer og deres befolkninger mange steder personificeret som landets (kongens) datter. Han ejede landet med dens befolkning.
Det er først og fremmest byen Jerusalem som hovedstad i Juda (Israel) som kaldes for Jerusalems datter eller for Zions datter [2 Kon. 19.21]. Men i Bibelen nævnes også Egyptens datter [Jer. 46.11], Edoms datter [Klages 4.21], Babylons datter [Jer. 51.33] og flere til.
Det er så åbenlyst symbolik. Men i mange af Bibelens lignelses-fortællinger er den mystiske symbolik helt anderledes skjult. Det er ikke mindst tilfældet i skriftet ’Dommerbogen’ fra Bibelens sagntid om Israels stammers kampe om retten til Kana’ans land. Mange af fortællingerne er drabelige og forfærdelige, men ofte er de også dårligt forstået. En af dem er historien om dommeren Jefta [Dom. 11.1-12.7].
Bibelens dommere var lokale krigsherrer på en tid, hvor israelitterne endnu ikke havde en konge. Dommeren Jefta blev valgt til anfører for Israels stammer i landsdelen Gilead, øst for Jordanfloden: ”Da ammonitterne angreb Israel, drog Gileads ældste af sted for at hente Jefta … De sagde til ham: ’Kom, du skal være vores anfører, så vi kan tage kampen op med ammonitterne.’” [Dom. 11.5-6].
Det accepterede Jefta: ”Da kom Herrens ånd over Jefta … Jefta aflagde det løfte til Herren: ’Hvis du giver ammonitterne i min hånd, skal den første, der går ud af døren til mit hus og kommer mig i møde, når jeg vender hjem fra ammonitterne som sejrherre, tilhøre Herren; ham vil jeg ofre som brændoffer.’” [Dom. 11.29-31].
Det fremgår ikke, hvorfor Jefta havde behov for at sværge så dyr en ed. Men når ”Herrens ånd kom over Jefta” betød det, at det herefter ikke var Jefta, der handlede, men guden, som handlede gennem ham. Vi er ikke længere i menneskenes verden men i den mystiske, verden, hvor guder og åndevæsener regerede. Meget mere om det i bogen ’Kongemysteriet. Jahve og Zions datter.’
”Så drog Jefta ud til kamp mod ammonitterne. Og Herren gav dem i hans hånd.” [Dom. 11.32]. Men: ”Da Jefta kom hjem til sit hus i Mispa, var det hans datter, der kom ham i møde, dansende til paukens lyd. Hun var hans eneste barn, han havde ellers ingen sønner eller døtre.” [Dom. 11.34].
Jefta blev forfærdet, da han så hende, men han kunne ikke trække sin ed tilbage. I stedet gav han datteren skylden for, at han nu var nødt til at ofre hende. ”… ’Ak, min datter! Du knuser mig, du styrter mig i ulykke … ’” [Dom. 11.35].
Men hun sagde: ”’… gør med mig, som du har lovet, nu da Herren har givet dig hævn over dine fjender, ammonitterne.’” [Dom. 11.36]. Krigsherren Jeftas datter er her naturligvis ”Gileads datter”, hans land og folk. ”Hende” satte han – eller guden Jahve – på spil, da han accepterede at være anfører i krigen.
Det var imidlertid ikke kun Bibelens lignelses-magere, som forstod kunsten, at ”forklæde” slægter, lande og folkeslag med personkarakteristik og sætte dem ind i et drama. Også i det gamle Grækenland var digterne eksperter i denne mystiske symbolik. Den mest berømte af alle græske digtere var Homer (8. årh. f.Kr.), som med sine hovedværker Iliaden og Odysseen kom til at definere den græske mytologi.
I Iliaden fortæller Homer om grækernes krig imod bystaten Troja. Og i Odysseen er det heltekongen Odysseus’ dramatiske hjemrejse fra Troja, det handler om. Sagnkredsen og myterne herfra benyttede de senere digtere i høj grad som basis for deres egne fortællinger og fortolkninger.
Myterne fortalte, at prins Paris var kommet til Grækenland fra byen Troja, som lå i det nordvestlige Tyrkiet, tidligere kaldet Frygien. Hertil havde han bortført den græske konge Menealos’ skønne hustru Helena. Det skulle hævnes.
Menelaos’ bror kong Agamemnon havde derfor samlet alle de græske småkonger og deres hærenheder til en stor flåde. Den lå nu parat til afrejsen ved den græske havneby Aulis, lidt nord for Athen.[1]
Hæren ville afsted, men guderne var fjendtligt stemt, så vinden havde lagt sig, og det var blikstille vejr i lang tid. Det trak derfor op til en farlig konfrontation mellem hæren og den ledende konge. Så guderne måtte tilfredsstilles med et offer.
Den græske digter Euripides (485 - 406 f.Kr.) skrev langt senere to tragedier over dramaet.[2] Her fortæller han, at kong Agamemnon blev nødt til at ofre sin datter Ifigenia til månegudinden Artemis, for at få vind så flåden kunne sejle. Kong Agamemnon fortæller: ”Spåmanden Kalchas gav os i vor nød det råd: Jeg skulle ofre Ifigenia, mit barn, til Artemis, gudinden der regerer her, og sejle ud og ødelægge Frygerne (trojanerne cfk), men uden ofring ville dette aldrig ske.”[3]
Det var en frygtelig handling, og kong Agamemnon forsøgte at undgå at udføre den. Men hæren ville gøre oprør, hvis krigerne blev sendt hjem igen uden det lovede bytte. Så kongens datter blev hentet til Aulis med et falsk løfte om, at hun skulle giftes med helten Achilleus.
Euripides fortæller, at da Ifigenia erfarede sandheden om, hvorfor hun var kommet, blev hun skrækslagen. Achilleus forsøgte med våben at beskytte hende, men hæren krævede, at hun blev ofret, så de kunne få vind og komme videre. Da indså Ifigenia, at det er rigtigt, at hun blev ofret for sagen, og hun gik villigt med. Ganske som Jeftas datter accepterede hun det uafvendelige.
I teateropførelsen af tragedien vises ofringen ikke, men her kommer et bud ind på scenen og fortæller Ifigenias mor, dronning Klytaimnestra, at han har været i Artemis’ offerlund, hvor der var sket et mirakel: ”Men præsten greb om kniven, bad en bøn, og stirrede mod halsen for at ramme ret. Da følte jeg af sorg en smerte og sank om forpint. Da så vi pludselig et sælsomt syn. For alle hørte pludselig et slag, der faldt, men pigen var der ikke, som af jorden slugt. Højt råbte præsten, og den hele hær med ham, forbløffet og med ærefrygt betragtet’ vi et syn, så helt utroligt, selvom man det så: på jorden lå en fældet hind og gispede, et usædvanligt stort og prægtigt dyr at se, og alteret var oversprøjtet med blod.”[4]
Pigen sank i jorden, står der – den jord, det land, som hun i virkeligheden var. Euripides fortæller i et andet skuespil, at Artemis i sidste øjeblik havde byttet pigen ud med en hjort og derefter taget hende med til Skythernes land nord for Sortehavet, det nuværende Ukraine.[5]
Kong Agamemnons næsten-ofring af sin datter minder om Bibelens fortælling om Abraham, som også næsten ofrede sin søn Isak på Morija Bjerg [1. Mos. 22]. Dér blev drengen i sidste øjeblik byttet ud med en vædder. Det var et symbolsk offer.[6] I det græske drama var det imidlertid ikke kongens søn, men hans datter, der skulle ofres. Men også her var det en symbolsk ofring, for denne ”datter” var symbolik for kongens rige, hans land og hans folk.
At kongen ofrede sin datter betyder, at han (eller guden) satte sit land og sit folk på spil for at nå sit mål. Da kong Agamemnon mange år senere vendte hjem efter krigen, havde hans hustru taget sig en ny ægteman (konge), og sammen slog de ham ihjel.[7] Kong Agamemnon havde mistet sit folk og sit land (sin datter), og nu også sit liv.
Endnu nogle år senere klagede Ifigenia over den frygtelige skæbne, der var overgået hende. Hun var nu præstinde ved Artemistemplet i Tauris (i Ukraine), hvor månegudinden på mystisk vis havde bragt hende hen, sekundet før hun skulle have været ofret.
Ganske som i Bibelen var ofringen af kongedatteren naturligvis forudbestemt før det skete, for skæbnen var altid fastlagt på forhånd.[8] Med tanke på sin far, kong Agamemnon, sagde Ifigenia: ”Du svor engang at ofre det, som skønnest blev det år, til månelysets gud, og siden fødte Klytaimnestra i dit hus ’et barn’. Ja, det var mig han skønhedsprisen gav. ’Så hende må du ofre!’”[9]