Hvorfor skal jøderne omskæres? Og hvorfor må de ikke spise svinekød?
Bibelen fortæller, at: ”I begyndelsen skabte Gud himlen og jorden.” [1. Mos. 1.1]. Den vigtigste guddommelige egenskab var at kunne skabe. ”Gud sagde: ’Lad os skabe mennesker i vort billede, så de ligner os …’” [1. Mos. 1.26]. Mennesket kunne imidlertid skabe. Mennesket var dermed en konkurrent til Gud. Men så længe mennesket gav Gud æren for det skabte, var Guds status dog ikke for alvor truet.
Gud skabte ved sit ord: ”Gud sagde: ’Der skal være lys!’ Og der blev lys.” [1. Mos. 1.3]. Men mennesket skaber også med ordet. En velsignelse eller en forbandelse blev brugt af både Gud og mennesker som en handling, der fik konsekvenser. Også et løfte eller en ed var en skabende handling.
Gud skabte også med hånden. På den sjette dag: ”… formede Gud mennesket af jord og blæste livsånde i hans næsebor …” [1. Mos. 2.7]. Som en pottemager skaber en figur af ler, skabte Gud mennesket. Men mennesket kan også selv skabe noget med hånden af ler, træ eller sten.
Første Mosebog fortæller, at Gud skabte verden på seks dage. På den syvende dag hvilede han. Den syvende dag i ugen var herefter en hviledag, sabbat. Også mennesket skulle hvile: ”… I seks dage må du arbejde og gøre alt, hvad du skal; men den syvende dag er sabbat for Herren din Gud. Da må du ikke gøre noget som helst arbejde, hverken du selv eller din søn eller datter, din træl eller trælkvinde eller dine husdyr, og heller ikke den fremmede i dine byer.” [2. Mos. 20.8-10].
Hvis mennesket skaber mens Gud hviler, så er det et oprør imod Gud. På sabbatten måtte mennesket gerne læse og undervise i skriften, men ikke helbrede syge [Luk. 13.14], bage brød [2. Mos. 16.23], købe og sælge [Es. 58.13], eller udføre andre skabende handlinger [2. Mos. 20.10].
Menneskets selvstændige skaberevne gav især problemer, når der skulle fremstilles noget til brug i gudstjenesten, for eksempel et alter. For hvordan kunne mennesket skabe noget til Gud, som skulle bruges til at sone den synd, det var at skabe? Her måtte der nødvendigvis sluges nogle kameler.
Det var vigtigt, at hvad der end blev fremstillet af hellige ting, så var det efter Guds udtrykkelige instruktion. Gud var designeren: ”… Du skal lave mig et alter af jord … Men hvis du vil lave mig et alter af sten, må du ikke bygge det af kvaddersten. For ved at bearbejde dem med mejsel har du vanhelliget dem.” [2. Mos. 20.24-25. Også Jos. 8.30-31][1]
Alteret skulle laves af sten og jord, som Gud jo havde skabt. Men hvis stenene blev hugget til af mennesker, så var de menneskers skaberværk. Planen for alteret var givet af Gud, og materialet var skabt af Gud. Menneskets skaber-bidrag var dermed minimalt.
Kong Salomo byggede et tempel til Jahve. Det menneske, hvis skaberevne var et oprør imod Gud, skulle bygge et hus til den selvsamme gud. Problemet fik en ”halv løsning” ved, at der ved templet kun blev stablet de sten, som var blevet hugget færdigt til i stenbruddet: ”Ved bygningen af huset (templet cfk) brugte man færdige sten fra stenbruddet; der hørtes hverken hammer eller mejsel eller noget andet jernredskab i huset, mens det blev bygget.” [1. Konge. 6.7].
Vigtigst af alt var dog, at mennesket undlod at skabe et billede af Gud. Moses havde sagt: ”Forbandet være den, der laver et udskåret eller støbt gudebillede - noget Herren afskyr, noget en håndværker har lavet …” [5. Mos. 27.15]. Mennesket måtte ikke skabe Gud.
Havde andre kulturer ligesom jøderne et problematisk forhold til, at mennesker skabte noget til guden? Et oplagt eksempel her kunne være egypternes enorme gravkomplekser til guden Farao. Først og fremmest de mange store pyramider. Det har krævet ufatteligt meget arbejde, at udhugge, slæbe langvejs fra og løfte de mægtige sten på plads i pyramiderne.
Egypterne må da have været stolte af deres fantastiske byggeprojekter. Men der findes ikke en eneste beskrivelse eller afbildning af selve byggeriet. Det er uvist hvorfor det er sådan. Men det kan skyldes, at selve byggeprocessen var tabu.
Pyramiden forbandt himlen og jorden. Her blev den døde Farao gravsat som guden Osiris for at genopstå som gudesønnen Horus. Det var det mest hellige - og mystiske, der foregik i hele Egypten. Det var ikke (måtte ikke være?) menneskers værk, for så var Farao jo ikke guddommelig.
De egyptiske pyramide- og sarkofagtekster handler om, hvad Farao gør og gennemgår for at blive genfødt som guden. Ikke hvad folket, egypterne, gør eller skal. De var slet ikke en del af ”projektet”.
Mennesket var skabt som mand og som kvinde [1. Mos. 1.27], mennesket kunne dermed selv fortsætte skabelsen af menneskeheden: ”Og Gud … sagde til dem: ’Bliv frugtbare og talrige …’” [1. Mos. 1.28]. Men det var alligevel et oprør imod Gud når mennesket gjorde det. Og et oprør skulle hævnes: ”… jeres eget blod vil jeg kræve hævn for …” [1. Mos. 9.5]. Det liv, det barn, som mennesket skabte, skulle dog ikke selv dø, men erstattes af et dyreoffer. Guds hævn ville så i stedet blive overført til dyret.
Det er paradoksalt, at Gud havde skabt mennesket, så det selv kunne formere sig, skabe børn og fortsætte menneskeheden alene. For at genvinde magten, oprettede Gud en pagt med Abraham, og pagten blev beseglet med Abrahams omskærelse [1. Mos. 17.4-14] som pant på, at de børn som Abraham og hans efterkommere ville komme til at skabe, måtte være Guds.
Gud havde sagt til mennesket: ”Alt, hvad der rører sig og lever skal I have til føde … Men kød med liv i, med blod i, må I ikke spise” [1. Mos. 9. 3-4]. Blodet var livet og dermed Guds skaberværk.
Moseloven deler dyr op i rene og urene dyr. Kun rene dyr måtte spises eller ofres til Gud. Mennesker kunne bevidst undlade at gøre sig urene, eller de kunne rense sig og sone deres synder. Men dyr er i henhold til Moseloven ”af natur” enten rene eller urene.
Moseloven inddeler alle dyrearter i fem grupper: fisk, fugle, insekter, ”kryb” og øvrige dyr [3. Mos. 11]. Nogle af dyrene i de enkelte grupper er rene, mens andre er urene. Ikke et ord om, hvorfor det er sådan.
Der er blevet spekuleret meget over, hvorfor for eksempel grise er urene dyr mens køer og får er rene dyr. I vore dage høres forslag om, at svinekød kunne være sundhedsskadeligt (pga. trikiner.[2]) Men det er en moderne efterrationalisering. Oldtidens forklaringsforsøg lød da også helt anderledes.
Aristeas hedder et skrift, som formentlig er skrevet på et tidspunkt i de sidste to århundreder før Kristus. Det er mest kendt for sin fortælling om, hvordan den græske oversættelse af Det Gamle Testamente, Septuaginta, blev til. Men skriftet rummer også et forsøg på at forklare loven om rene og urene dyr.
Selvom tekstens græske forfatter tydeligvis er på gyngende grund, så har han alligevel nogle brugbare ledetråde. Han starter med lidt moralprædiken om årsagen til loven: ”… alt dette er blevet fastsat på sømmelig måde for retfærdighedens skyld for at fremme fromme tanker og sædelig forbedring.”[3]
Men han fortsætter mere brugbart med at fortælle, hvorfor nogle fugle er rene, mens andre er urene: ”For alle de vingede dyr, vi spiser, er tamme og udmærker sig ved renlighed, idet de ernærer sig af hvede og bælgfrugter, sådan som duer, turtelduer, græshopper, agerhøns, desuden vildgæs og andre lignende fugle.”[4]
Skønt hverken agerhøns eller vildgæs er tamdyr, og græshopper er insekter, så er meningen egentlig klar. De rene ”fugle” er vegetarer, mens de urene fugle er rovfugle: ”Vedrørende de vingede dyr, som vi ikke må spise, vil du finde, at de er vilde og kødædende, og med deres styrke undertrykker de andre fugle, og deres føde får de ved at fortære de lige nævnte tamme fugle på uretmæssig vis.”[5]
Et gennemgående fællestræk ved de jødiske spiselove er nemlig, at det er forbudt at spise dyr, som under nogen omstændigheder kan finde på at spise kød og dermed blod. Det omfatter alle rovdyr og ådselædere, og heriblandt også svinet. Vi husker det ovenfor nævnte forbud imod at spise blod og kød med blod i [1. Mos. 9.4], og det gjaldt naturligvis også for dyrene.
Af havdyr er kun fisk med finner og skæl rene, da de typisk er byttedyr (mange fisk er dog også kødædere), mens hajer, delfiner og blæksprutter uden skæl eller finner (for blæksprutters vedkommende), så indlysende er rovdyr. Af insekter er det kun tilladt at spise græshopper, da græshopper er vegetarer, mens mange andre insekter er rovdyr eller ådselædere.
Alle dyr, der kryber omkring på jorden, er urene, blandt andre krybdyr, mus og muldvarpe. Det er knapt så indlysende, hvad der ligger bag her. Men det er sikkert fordi de ofte lever i huler og gange under jorden – nær ved dødsriget.
Drøvtyggere er rene dyr, da de er vegetarer, dog kræves det, at de skal have spaltede hove. Den undtagelse er sikkert indført for at udelukke æsler (og heste) [2. Mos. 13.13]. For de var arbejdsdyr, de ”hjalp” mennesket med at skabe. Vi så ovenfor, at heller ikke dyrene måtte arbejde og dermed skabe på en sabbat.
Æsler arbejdede i marken, eller som lastdyr, trækdyr og ridedyr. Det kan indvendes, at okser, som jo godt måtte spises og ofres, også blev benyttet som arbejdsdyr. Men det har det været vanskeligt at forbyde næsten alt.
Der var til gengæld restriktioner for ofring af kvæg. Til syndoffer krævedes en kvie, der ikke havde båret åg [4. Mos. 19.1-10.[6] Også 5. Mos. 21.3-4]. Det var vigtigt, at koen var ”jomfru”, altså kvie, og at den ikke havde båret åg. Den måtte på ingen måde havde bidraget til at ”skabe”. Som syndoffer kunne den ikke bruges til soning, hvis den selv var ”medskyldig”.
Lignende tanker findes også i andre kulturer end den jødiske, for eksempel i den romerske. Her var der også situationer, hvor det var vigtigt at bringe et ”syndfrit” offer. Digteren Ovid skrev: ”Kongen ofrer en kvie, der aldrig bar åg på sin nakke.”[7] Også her var ofrets ”uskyldighed” vigtig.
Gud havde, fortæller Bibelen, skabt mennesker, dyr og planter som de skulle være. Mennesket måtte ikke udfordre Skaberen ved at ændre på den orden. Enhver ændring eller forkert eller anderledes brug af skaberværket var et oprør imod Gud selv.
Mange af lovene i Moseloven skulle forhindre netop denne type forbrydelser. En af de love handler om, at det er forbudt at blande flere forskellige typer garn i det samme vævede stof: ”Du må ikke gå i stof, der er sammenvævet af uld og hør.” [5. Mos. 22.11. Også 3. Mos. 19.19]. Noget så ”uskyldigt”, og for os så dagligdags, må have givet en del ulemper og begrænsninger – og må stadigvæk gøre det for ortodokse jøder.
Det, der gælder for tøj, gælder naturligvis også på alle andre af livets områder. Overalt var det forbudt for rettroende jøder at blande oprindeligt uafhængige ting sammen. Det var således ikke tilladt at så to slags afgrøde på den samme mark: ”… du må ikke tilså din mark med to slags korn …” [3. Mos. 19.19. Også 5. Mos. 22.9].
To forskellige dyr måtte ikke arbejde sammen: ”Du må ikke spænde okse og æsel for samme plov.” [5. Mos. 22.10]. Ikke fordi det var synd for det stakkels æsel, men fordi det var to forskellige dyrearter, oven i købet et rent og et urent dyr.
Guds skaberværk, naturen, skulle være som den var beregnet til. Mænd skulle være mænd og kvinder skulle være kvinder. De måtte ikke opføre sig som om, de var noget andet: ”Kvinder må ikke bære mandsdragt, og mænd må ikke gå i kvindeklæder …” [5. Mos. 22.5].
Homoseksualitet var derfor naturligvis ikke tilladt [3. Mos. 18.22], og seksuel omgang med dyr var også forbudt. Mennesket var skabt som et menneske og et dyr som et dyr [3. Mos. 18.23]. Men heller ikke to forskellige dyr måtte parres: ”… Du må ikke lade to slags husdyr parre sig med hinanden …” [3. Mos. 19.19]. Muldyr var dermed ikke accepteret.
Der var regler for selv de mindste detaljer i livet. Det var for eksempel ikke tilladt at klippe håret kort, for det var at ændre på Guds skaberværk. Mænd var, i modsætning til kvinder, skabt til at have skæg, og derfor var det imod naturens orden når mænd barberede sig. Moseloven siger: ”I må ikke klippe håret kort, og du må ikke studse skægget.” [3. Mos. 19.27].
At overholde alle Moselovens regler og love har være vanskeligt eller umuligt for almindelige mennesker i dagligdagen. Men en særlig gruppe af jøder drev overholdelsen af disse love og bestemmelser ud i det ekstreme, nemlig nasiræerne.
En af de mærkeligste love i Mosebøgerne er loven om nasiræere, den lyder sådan: ”Når en mand eller kvinde aflægger det særlige nasiræerløfte for at vie sig til Herren, så skal han afholde sig fra vin og øl. Han må ikke drikke eddike af vin eller af øl, han må ikke drikke druesaft, og han må hverken spise friske eller tørrede druer. Så længe han er nasiræer, må han ikke nyde noget som helst, der kommer fra vinstokken, lige fra det første skud til den modne drue. Så længe hans nasiræerløfte gælder, må der ikke komme en ragekniv på hans hoved. Han skal være hellig, indtil den tid, han har viet sig til Herren, er gået.” [4. Mos. 6.2-5].
Alt menneskeskabt og kunstigt frembragt var reelt ugudeligt. En nasiræer skulle leve så ”naturligt” eller ”oprindeligt” som muligt. Han måtte ikke klippe håret eller skægget, da det ville være en ændring af det gudskabte. Han måtte ikke drikke alkohol, da det var gæret (menneskeskabt) malt eller druesaft. Tilsvarende med syrnet brød eller mælk. Græshopper og vilde biers honning måtte han derimod godt spise - det var naturligt frembragt og dermed Gud-skabt [Mat. 3.4].
Nasiræer kunne man blive som følge af en dybt personlig, mystisk oplevelse af Guds nærvær. Man blev viet eller viede sig selv til Gud for en tid eller for altid. Dommerne Samson og Samuel blev begge undfanget ved eller efter et mystisk møde med Gud [Dom. 13.2-18 og 1. Sam. 1.1-20]. Og begge blev de senere givet af deres forældre til Jahve som Hans nasiræere. Den langt senere Johannes Døberen var også nasiræer, han var undfanget på samme måde [Luk. 1.8-17].
Men også nasiræerne var blot et for Gud acceptabelt kompromis. For selv nasiræere skulle have tøj på, og det tøj var, skønt primitivt, dog lavet af mennesker. Nasiræerne var et slags ultimativt eksempel på datidens ”tilbage til naturen”, til den rene, Gud-skabte verden før mennesket selv begyndte at skabe.
Men netop ”primitivt”, så tæt på naturen som det var muligt, skulle de leve. Det gjaldt dog ikke kun for nasiræerne, men i princippet for hele det jødiske folk. Det kunne de imidlertid ikke, og derfor måtte præsterne konstant bære synd- og sonofre frem for Gud på vegne af det troløse folk.
Disse nasiræere ”overlevede” ind i den tidlige kristne kirke. Paulus havde et nasiræer-løfte, som han skulle indfri ved til sidst at ofre i templet [ApG. 20.22].
Også i langt senere tider var der kristne, der levede et liv som asketiske nasiræer-lignende skikkelser. Skønt nogle søgte at isolere sig fysisk og åndeligt fra verden som eneboere og søjlehelgener, så blev disse hellige mænd og kvinder alligevel tros-forbilleder i den kristne verden, og folk kom langvejs fra for at se og høre dem.
I den Katolske og Ortodokse kirke er munke og nonner en slags kristenhedens nasiræere. De ejer intet, lever spartansk, går kun i en simpel dragt og bruger al deres tid og hele deres liv i bøn og tjeneste for Gud.