Jahves ild

  Profeten Ezekiel så Jahve i en vogn af ild og keruber.
"Herrens herlighed fyldte templet. Herrens herlighed viste sig for folket, og en ild slog ud fra Herren og antændte offerbålet." – Hvad i alverden skete der ved templet i Jerusalem?

  Et af de vigtigste elementer i Jahve-kulten var brændofferet. Hver dag bragte præsterne ofre af tyrekalve, lam, duer eller afgrøde. Sådan var det beordret af Jahve[1], formidlet af Moses og nedskrevet i Mosebøgerne: ”… Dette er loven om brændofferet. Brændofferet skal ligge i ilden på alteret hele natten lige til morgen, og alterilden skal holdes brændende … den må ikke slukkes.” [3. Mos. 6.2-6].
  Efter udvandringen fra Egypten var folket samlet ved Sinai-bjerget, hvor de indgik en pagt med Jahve. Her konstruerede Moses en helligdom til Jahve, et ”flytbart tempel”, kaldet åbenbaringsteltet. Foran det byggede han et offeralter.
  Da Moses havde færdiggjort åbenbaringsteltet, skulle det indvies, og hele folket var samlet for at overvære ceremonien. Præsten Aron steg op på alteret og ofrede forskellige dyr. ”Efter at han havde bragt syndofferet, brændofferet og måltidsofferet … gik Moses og Aron ind i Åbenbaringsteltet, og da de kom ud, velsignede de folket. Herrens herlighed viste sig for hele folket, og en ild slog ud fra Herren og fortærede brændofferet og fedtstykkerne på alteret, og da hele folket så det, brød de ud i jubel og kastede sig ned.” [3. Mos. 9.22-24]. Det var et voldsomt og overbevisende tegn, at guden Jahve selv tændte offerilden.

  Da Kong Salomo flere hundrede år senere havde ladet Jahves tempel opføre på bjerget i Jerusalem, skete der næsten det samme, for templet skulle naturligvis også indvies. Det startede med, at kongen bad en bøn. ”Da Salomo var færdig med at bede, faldt der ild ned fra himlen og fortærede brændofferet og slagtofrene, og Herrens herlighed fyldte templet; præsterne kunne ikke gå ind i Herrens tempel, fordi Herrens herlighed fyldte Herrens tempel. Og da alle israelitterne så ilden og Herrens herlighed komme ned over templet, kastede de sig på knæ på brolægningen med ansigtet til jorden og tilbad og takkede Herren …” [2. Krøn. 7.1-3]. Også her havde ild-miraklet en stor virkning på folket.

  Men det mest fantastiske ild-mirakel udførte profeten Elias, da han udfordrede Ba’als profeter i en kultisk kappestrid på Karmels bjerg. Elias havde sit virke i nordriget Israel på kong Akabs tid (ca. 875-852 f.Kr.).
  Bibelen fortæller, at Kong Akab af Samaria var konge over Israel i toogtyve år. Han: ”… gjorde, hvad der var ondt i Herrens øjne, værre end nogen før ham … han gav sig til at dyrke og tilbede Ba’al …” [1. Kong. 16.30-31].
  Kong Akab havde giftet sig med en fønikisk kongedatter Jezabel. Hun ledte kongen og folket i afguderisk fordærv, og hun udryddede næsten alle Jahves profeter [1. Kong. 18.4].
  Men Elias trådte frem for kongen og opfordrede ham til at arrangere en styrkeprøve imellem Ba’als profeter og Elias’ gud Jahve: ”… kald hele Israel sammen hos mig på Karmels bjerg, tillige med de fire hundrede og halvtreds Ba’al-profeter og fire hundrede Ashera-profeter, der har deres plads ved Jezabels bord.” [1. Kong. 18.19].
  På Karmels bjerg var folket og alle profeterne nu samlet til en ”offerdyst” mellem Elias og de andre guders mange profeter: ”Så sagde Elias til folket: ’Jeg er den eneste af Herrens profeter, der er tilbage, mens der er fire hundrede og halvtreds Ba’al-profeter. Lad os nu få to tyre. Så kan de vælge den ene tyr, skære den ud og lægge den på brændet, men uden at sætte ild til. Jeg vil så gøre den anden tyr i stand og lægge den på brændet uden at sætte ild til. I skal påkalde jeres guds navn, og jeg vil påkalde Herrens navn; den gud, som svarer med ild, han er Gud.’ Og hele folket gav deres bifald til kende.” [1. Kong. 18.22-24].
  Først ofrede Ba’al-profeterne deres tyr og lagde den til rette på alteret, men uden at sætte ild til. Hele dagen råbte profeterne til deres gud for at få ild på ofret, de dansede og faldt i ekstase, men intet skete.
  Elias hånede dem, og om aftenen sagde han til folket: ”… ’Kom hen til mig!’ og hele folket kom hen til ham. Han gav sig til at genopbygge Herrens alter, der var blevet revet ned … og rundt om alteret lavede han en rende … Han lagde brændet til rette, skar tyren ud og lagde den på brændet! Så sagde han: ’Fyld fire krukker med vand, og hæld det ud over brændofferet og brændet!’ Så sagde han: ’Gør det igen!’ og de gjorde det igen. ’Tredje gang!’ sagde han, og de gjorde det for tredje gang, så vandet flød rundt om alteret; også renden blev fuld af vand.” [1. Kong. 18.30-35].
  Så trådte Elias frem og påkaldte Jahve. ”Da faldt Herrens ild ned og fortærede brændofferet og brændet og stenene og jorden, ja, selv vandet i renden slikkede den op.” [1. Kong. 18.38].
  En ild fra Jahve, som kunne brænde både offer, sten, jord og vand, var et overbevisende mirakel. Jahve var Gud! Folket dræbe derefter alle Ba’al-profeterne.

  I flere hundrede år brændte ilden på offeralteret foran Jahves tempel i Jerusalem. I år 598 f.Kr. indtog Kong Nebukadnesar Jerusalem, og han jævnede senere templet med jorden og bortførte folkets elite til Babylon.
  Men Nebukadnesars dynasti havde sin tid, hvorefter det blev styrtet af mederne og perserne. Judæerne fik lov til at vende tilbage og genopbygge byen og templet.
  Opførelsen og indvielsen af templet foregik under perserkongens judæiske statholder Nehemias’ ledelse, fremgår det af det sene, apokryfe skrift Anden Makkabæerbog [2. Makk. 1.18]. Nehemias kan dog umuligt have været med til opførelsen og indvielsen, han kom først adskillige år senere [Neh. 5.14], og han nævner det da heller ikke selv.
  Men Makkabæerbogen fortæller meget levende om, hvordan indvielsen foregik: ”… da vore fædre blev ført til Persien (ikke Persien men Babylonien, som senere blev overtaget af perserne ^cfk), tog den tids gudfrygtige præster i hemmelighed noget af alterets ild og gemte den i en hulning i en vandløs brønd, hvori de forvarede den så sikkert, at stedet var ukendt af alle.” [2. Makk. 1.19].
  Før Nebukadnesar ødelagde templet, var offerilden altså blevet gemt i en brønd. ”Det ses i optegnelserne, at det var profeten Jeremias, der befalede de bortførte at tage noget af ilden som før fortalt …” [2. Makk. 2.1].
  Makkabæerbogens unøjagtigheder gør unægteligt fortællingens troværdighed usikker, dog ikke nødvendigvis helt forkert. Men hvordan kunne offerilden gemmes i en brønd i flere generationer, for så at blive genfundet?
  Makkabæerbogen fortsætter: ”Mange år senere blev Nehemias efter Jahves beslutning udsendt af perserkongen, og han sendte efterkommerne af de præster, der havde gemt ilden, af sted for at hente den. Da de meddelte os, at de ikke havde fundet ilden, men kun mudret vand, befalede Nehemias dem at øse det op og komme med det, og så snart offeret var lagt til rette, befalede han præsterne at bestænke både brændestykkerne og det, der lå på dem, med vandet. Da der var gået en tid, og solen, der hidtil havde været dækket af skyer, brød frem, flammede der en stor ild op, så alle undrede sig.” [2. Makk. 1.20-22].
  Nehemias (eller hvem det nu var) kendte tilsyneladende hemmeligheden: ”… da offeret var blevet fortæret af ilden, befalede Nehemias at hælde resten af vandet ud over nogle store sten. Og da det var sket, slog en flamme op, men så snart ilden fra alteret lyste op, blev flammen slukket.” 2. Makk. 1.31-32].
  Makkabæerbogen fortæller: ”Sagen blev kendt, og perserkongen fik at vide, at vandet var blevet fundet på det sted, hvor de bortførte præster havde gemt ilden, og at Nehemias og hans folk havde indviet offeret med det … Nehemias og hans folk kaldte vandet neftar - det betyder: renselse; men det kaldes af de fleste nafta.” [2. Makk. 1.33-36]. Nafta er en flygtig, brændbar fraktion af råolie[2].
  Måske har olien været tilsat noget, som gjorde den selvantændelig, solens ultraviolette stråler kan have sat en kemisk reaktion i gang. For: ”Da der var gået en tid, og solen, der hidtil havde været dækket af skyer, brød frem, flammede der en stor ild op …”.
  Det var hemmeligheden bag miraklerne, hvor ”Nehemias”, Kong Salomo og Moses lod Jahves ild antænde brændofrene foran templet og åbenbaringsteltet. Og det var med en flygtig olie, at Elias skabte det voldsomme ild-fænomen på Karmels bjerg.

  Kong Salomo byggede templet til Jahve på bjerget i Jerusalem [1. Kong. 5.15-6.38]. Til venstre for templets indgang blev ”havet” sat. Det var et gigantisk bronzekar, ca. 4,6 meter i diameter, fyldt med vand. Det hvilede på tolv okser [1. Kong. 7.23-26]. De symboliserede formentlig Israels tolv stammer, hele kong Salomos rige.
  Derudover havde kongen fået konstrueret ti vogne af bronze. med noget mindre vandkar på: ”Han lavede ti vognstel i bronze; hvert stel var fire alen langt (næsten 2 meter ^cfk), fire alen bredt og tre alen højt. Stellene var konstrueret således: Der var lister på dem, og lister mellem tværribberne; på listerne mellem tværribberne var der løver, okser og keruber, ligeledes på tværribberne; over og under løverne og okserne var der spiraler i udhamret arbejde. På hvert stel var der fire bronzehjul med bronzeaksler … Hvert hjul var halvanden alen højt. Hjulene var lavet som vognhjul … På siderne af holderne og listerne indgraverede han keruber, løver og palmetter i de bare felter med spiraler hele vejen rundt. Således lavede han de ti stel, alle støbt på samme måde, i samme mål og form. Og han lavede ti bronzebækkener; hvert bækken rummede fyrre bat (ca. 1500 liter ^cfk) og målte fire alen. Der var et bækken på hvert af de ti stel. Han stillede stellene op, fem ved templets sydside og fem ved templets nordside. Havet stillede han ved templets sydside, i sydøst.” [1. Kong. 7.27-39].
  Bibelens Krønikebøger fortæller, at både ”bronzehavet” og de ti "kerubvogne" med vandkar på: ”… blev anvendt til afvaskning; i dem skyllede man det, der skulle bruges til brændofferet …” [2. Krøn. 4.6]. Se bogen ’Kongemysteriet. Jahve og Zions datter.’ for en nærmere forståelse af bronzevognene med vandkar.

  Efter kong Salomos død blev landet delt i nordriget Israel, som rummede de ti af stammerne, og i sydriget Juda med kun Juda-stammen og præstestammen Levi. Senere blev nordriget Israel udslettet af assyrerne og noget af folket blev bortført til Assyrien. Kun Sydriget blev tilbage.
  I 586 f.Kr. skete næsten det samme i Juda. Babylonerkongen Nebukadnesar ødelagde Jerusalem, og templet blev brændt ned. Fra Juda blev folkets elite, ikke mindst præsterne, også sendt i eksil, de kom til kaldæernes land, til Babylon.
  Her fik præsten og profeten Ezekiel et syn: ”I det tredivte år på den femte dag i den fjerde måned, mens jeg var blandt de landflygtige ved floden Kebar, åbnede himlen sig, og jeg så guddomssyner. På den femte dag i måneden, i det femte år efter at kong Jojakin var blevet ført i eksil, kom Herrens ord til præsten Ezekiel, Buzis søn, i kaldæernes land ved floden Kebar …” [Ez. 1.1-3]. Ved bifloden Kebar nord for Babylon besøgte Jahve sit folk.
  Ezekiel skriver: ”Jeg så en storm komme fra nord, en vældig sky og en flammende ild; rundt om skyen stod stråleglans, og i midten, inde midt i ilden, var der ligesom funklende hvidguld. I midten var der noget, der lignede fire levende væsener. De så sådan ud: De lignede mennesker; hver af dem havde fire ansigter og fire vinger, deres ben var lige, og deres fødder var som kalveklove, og de skinnede som blank bronze.” [Ez. 1.4-7].
  Beskrivelsen af keruberne fortsætter: ”Deres ansigt lignede et menneskeansigt, på højre side havde de alle fire et løveansigt, på venstre side havde de alle fire et okseansigt, og alle fire havde et ørneansigt … De levende væsener lignede og så ud som glødende kul, der flammede op, så det så ud som fakler, der bevægede sig mellem de levende væsener … Jeg så på de levende væsener, og der var et hjul på jorden ved væsenerne på hver af de fire sider.” [Ez. 1.10-15]. Ezekiel så ”Herrens herlighed” som et flammende væsen på en ild-trone over kerubernes ild-vogn [Ez. 1.22-28].
  Profeten Ezekiel havde været præst i Jahves tempel i Jerusalem, og i sine syner blev han senere ført til Jerusalem, hvor han igen så ”Herrens herlighed” i det tempel, som nu snart ikke fandtes længere [Ez. 8-10]. De fantastiske syner, han havde fået i Babylonien og nu også i Jerusalem, var netop inspireret af hans egne oplevelser som præst og profet i templet. På ægte profetvis blev den mystik, han fortolkede, blæst op i fantastiske billeder – for det er, hvad det ligner. Templets mystiske symbolik afspejlede guden Jahves storslåede, himmelske verden.

  Alt, hvad der skete i Israel og Juda, var naturligvis allerede sket i fortiden for forfædrene. Bibelen fortæller, at Moses og israelitterne havde mødt ”Herrens herlighed” i ørkenen, da de flygtede fra slaveriet, væk fra Egypten og faraos hær.
  Efter halvtreds dage i ørkenen kom de til Sinais bjerg. Her mødte de Jahve. Også her blev gudens fremtræden vist i et fantastisk syn: ”… Skyen dækkede bjerget, og Herrens herlighed tog bolig på Sinais bjerg … For israelitterne så Herrens herlighed ud som en fortærende ild på bjergets top.” [2. Mos. 24.15-17].
  Moses byggede som nævnt en telt-helligdom, kaldet åbenbaringsteltet. Da det skulle indvies var hele folket samledet foran indgangen. Brændofferet var lagt på offeralteret, og: ”Herrens herlighed viste sig for hele folket, og en ild slog ud fra Herren og fortærede brændofferet …” [3. Mos. 9.24]. Også her viste ”Herrens herlighed” sig.
  Visionerne her af Jahve og ”Herrens herlighed” er henlagt til ørkenvandringstiden og til eksilet i Babylon. Men de handler reelt om templet i Jerusalem, hvor Jahve ankom, hyllet i røg og ild og storladen mystik.
  For at forstå, hvad ”Herrens herlighed” var, må vi have hjælp af profeten Ezekiel, som fik sit fantastiske syn af Jahves ”tron-vogn”, men også af Kongebogens beskrivelse af de ti tempelvogne med vandkar og keruber, som stod udenfor templet.
  For Jahves ild-vogn med keruber og hjul, som Ezekiel så, må have været magen til de ti tempelvogne med vandkar. Her var der dog ikke vand i karret men ild. Det har været fyldt med brændende kul og olie. Vi har set, at Elias’ ”vand” i virkeligheden var olie, som han hældte på offerbålet. Og senere fandt Nehemias ”offerilden” i form af mudret ”vand”, som kunne brænde, det var olie.
  Bibelen fortæller gentagne gange, at ”Herrens herlighed fyldte templet”, ”Herrens herlighed viste sig for hele folket” og ”Herrens herlighed så ud som en fortærende ild”. Når det skete, så ”faldt der ild ned fra himlen” og ”en ild slog ud fra Herren” – og antændte offerbålet. Men her mangler der tydeligvis noget, for hvordan kunne der ”falde ild ned fra himlen”eller ”slå ild ud fra Herren”?
  I templet må præsterne eller tempelprofeten[3] have antændt olien og kullet i ild-karret. Sikkert gemt inde i den hule, firkantede vogn har præsterne derefter skubbet den ud af det røgfyldt tempel. Der har været plads til mindst to præster inde i vognen. De var iført hvide linneddragter [Ez. 10.6], og når de rakte en hånd ud, så det ud som om, det var kerubens hånd: ”Under kerubernes vinger kom der noget af form som en menneskehånd til syne.” [Ez. 10.8].

  Bronzevognen med billeder af keruber på alle fire sider og en kraftig ild på det store ildbækken har været et fantastisk syn. Kerubernes vinger: ”… var bredt ud opad, så de to og to rørte hinanden (i vognens hjørner ^cfk), og to skjulte deres kroppe.” [Ez. 1.11].
  Vognen har rullet de få meter ud af templets østport til det store offeralter: ”Herrens herlighed viste sig for hele folket”. Måske har præsterne kastet brændende kul op på alteret, som var overhældt med olie.
  En anden mulighed er, at der har været monteret en slags flammekaster bag på kerub-vognen med ild-bækkenet. Det kan have været et rør fyldt med olie med en stor blæsebælg for enden. Da ild-vognen nåede alteret trykkede præsterne kraftigt på bælgen. Olien er så sprøjtet ud af røret og igennem ilden på vognen, hvor den er blevet antændt. I en ild-fontæne er olien så landet på offeralteret.
  Kongebogen fortæller, at de ti tempelvogne med vandkar havde løver og tyre og keruber på siderne. Men her nævnes ikke, at en af keruberne (eller et af kerub-ansigterne) lignede et menneske, og at en anden lignede en ørn. Ørnekeruben bagerst på ildvognen har måske været oliesprøjten "forklædt" som en ørn, med næbet vendt fremad og hævet over vognen. Og menneske-keruben forrest på vognen, har sikkert været en præst eller profet, klædt ud som kerub, som gik foran og styrede vognen.
  Endnu en mulighed er, at "ørnekeruben" har været en slags katapult, som har kastet glødende kul henover vognen og op på alteret.

  Ildens flakken i bækkenet på vognen har pustet liv i de blanke bronze-figurer. Med Ezekiels ord: "De levende væsener lignede og så ud som glødende kul, der flammede op, så det så ud som fakler, der bevægede sig mellem de levende væsener; ilden havde stråleglans, og der kom lyn ud fra den. De levende væsener løb frem og tilbage, og det så ud som lynglimt." [Ez. 1.13-14]. Og videre: " ... deres ben var lige, og deres fødder var som kalveklove, og de skinnede som blank bronze." [Ez. 1.7] – for alt var netop lavet af bronze.
  Da forfædrene oplevede "Herrens herlighed" på Sinais bjerg, lød der kraftig hornklang af vædderhorn [2. Mos. 19.13-19]. Naturligvis, for det gjorde der ved Salomos tempel når "Herrens herlighed" viste sig der. Præsterne har blæst i vædderhorn for at fuldende det storslåede sceneri.
  Bronzevognen med ild og keruber og hornklang og en kæmpe røgfane har været et ærefrygtindgydende syn for det israelitiske folk, som stod på afstand og så det. ”… da alle israelitterne så ilden og Herrens herlighed komme ned over templet, kastede de sig på knæ på brolægningen med ansigtet til jorden og tilbad og takkede Herren …” [2. Krøn. 7.3].

  Evangelisten Johannes skriver: ”Ingen har nogen sinde set Gud …” [Joh. 1.18]. Og ifølge Anden Mosebog kan ingen se Gud og leve [2. Mos. 33.20]. Men Bibelen siger dog også, at Jahve talte med Moses: ”… ansigt til ansigt, som det ene menneske taler med det andet.” [2. Mos. 33.11], og Anden Mosebog nævner, at halvfjerds af Israels ældste: ”… skuede Gud …” [2. Mos. 24.9-11].
  Noget overraskende siger profeten Esajas til folket: ”Når I kommer for at se mit ansigt ...” [Es. 1.12]. Som om det var noget helt almindeligt. Og i Femte Mosebog fortælles det, at: ”Tre gange om året skal alle mænd hos dig se Herren din Guds ansigt på det sted, han udvælger: ved de usyrede brøds fest, ved ugefesten og ved løvhyttefesten …” [5. Mos. 16.16. Også 2. Mos. 23.17].
  Det må have været de tre gange årligt, hvor Jahves ildvogn rullede ud af templet og viste sig for folket. Det judæiske folk så deres gud i eller som en stor ild med en kæmpe røgsøjle, der blev rullet ud af templet. For dem var Jahve uden skikkelse. Mange steder i Bibelen er guden Jahve beskrevet som ild og røg. For som det skete ved templet i kongetiden, måtte det naturligvis også være sket i fortiden:
  Ved de usyrede brøds fest, som er påsken (Pesach), havde Jahve ført israelitterne ud af Egypten: ”Herren gik foran dem, om dagen i en skysøjle for at føre dem på vejen og om natten i en ildsøjle for at lyse for dem, så de kunne gå både dag og nat.” [2. Mos. 13.21].
  Ved ugefesten, som er pinsen (Shavout), 50 dage efter påske var Jahve steget ned i ild og røg på Horebs bjerg (Sinaibjerget): ”I kom hen og stillede jer ved foden af bjerget, og bjerget stod i lys lue med himmelhøje flammer, omgivet af mørke, skyer og mulm.” [5. Mos. 4.11]. ”… I så ikke nogen skikkelse, den dag Herren talte til jer på Horeb inde fra ilden.” [5. Mos. 4.15]. ”For Herren din Gud er en fortærende ild …” [5. Mos. 4.24].
  Løvhyttefesten (Sukkot) falder en uge efter jødernes nytår i måneden Etanim (september-oktober). Første Kongebog fortæller, at Kong Salomo indviede templet netop ved: ”… festen i måneden etanim, den syvende måned.” [1. Kong. 8.2]. Og som vi har set, skete det netop, at ”… Herrens herlighed fyldte Herrens tempel. Og … alle israelitterne så ilden og Herrens herlighed.” [2. Krøn. 7.2-3].
  Alle steder er det ”førstegangstilfælde” og dermed naturligvis noget, som skete hvert år så længe templet stod.

  Århundreder senere fik profeten Johannes et syn af Guds trone omgivet af fire keruber, her blot kaldet for ”levende væsener”: ”… rundt om tronen midt for siderne var der fire levende væsener … Det første levende væsen lignede en løve, det andet lignede en okse, det tredje havde et ansigt som et menneskes, og det fjerde lignede en flyvende ørn. De fire væsener havde hver seks vinger …” [Åb. 4.7-8].
  Johannes’ keruber havde seks vinger, men ikke fire ansigter hver, som Ezekiels keruber. Ezekiel havde førstehåndserfaring fra templet, men Johannes’ syn var også inspireret af Ezekiels noget tidligere profetkollega Esajas, som formentlig var lige så tæt på begivenhederne ved templet som Ezekiel.
  Esajas kaldte keruberne for serafer, der betyder ”at brænde”[4]. I det flimrende ildskær har de blanke bronzefigurer set ud, som var de selv gjort af ild. Esajas så Jahve på en trone: ”Serafer stod omkring ham. De havde hver seks vinger; med de to skjulte de ansigtet, med de to skjulte de fødderne, og med de to fløj de.” [Es. 6.2]. ”… og huset (templet ^cfk) fyldtes med røg” [Es. 6.4]. Esajas omtaler slet ikke kerubernes ansigter.
  Det kan undre, at Ezekiels og Esajas’ keruber trods alt er så forskellige. Men bronzevognen kan have skiftet udseende i det århundrede, som adskilte profeterne. Og profeterne i Bibelen fortolkede ofte virkeligheden så den passede ind i deres aktuelle situation.

  Det er nemt for os, at beskylde profeterne og præsterne for svindel. Men sådan er det slet ikke blevet set og forstået. For himlen og jorden var forbundet, og hvad der skete det ene sted måtte også ske det andet sted. Som på jorden så også i himlen. Præsterne og profeterne handlede for Jahve, og symbolsk var det, de gjorde på jorden, også det, der skete i himlen.
  I ørkenvandringstiden har ”herrens herlighed” naturligvis ikke eksisteret i form af en storslået bronzevogn med ild og keruber. Her er det et udtryk for eftertidens behov for at vise, at forfædrene allerede havde oplevet det samme. For hvad der end skete nu, så var det allerede sket for forfædrene[5].

  I oldtiden var Israel og Juda ikke ene om at gøre brug af spektakulære ”flammekastere”. De gamle grækere benyttede et fantastisk ildvåben, som kunne blæse kaskader af ild ud over deres fjender.
  I slutningen af det 5. århundrede f.Kr. (431-404 f.Kr.) rasede den Peloponnesiske Krig i Grækenland. To forbund af bystater kæmpede om magten. Det var det Peloponnesiske Forbund, anført af byen Sparta, og det Deliske Søforbund, som Athen stod i spidsen for.
  Historikeren Thukydid (ca. 460-400 f.Kr.) beskriver indgående denne krig. Han fortæller et sted, at i kampen om Athen, benyttede det Peloponnesiske Forbund en helt speciel belejringsmaskine. Han beskriver omhyggeligt den tekniske indretning:
  ”Denne Maskine havde følgende Indretning. De gennemsavede en stor Bjælke på langs i to Dele, udhulede dem i hele deres Længde og føjede derpaa atter Stykkerne nøjagtigt sammen, saa de dannede ligesom et Rør; paa Enden af Bjælken hang de saa en Kedel i Jernkæder og anbragte tillige dér et Blæserør af jern, som fra Bjælken af gik nedad i Kedlen; desuden var ogsaa Bjælken selv et langt Stykke opad beslaaet med Jern. Saa førte de den langt borte fra paa Vogne hen imod Volden, der hvor denne mest var bygget op med Vinrankekvaset og Pælene, som jeg før har Omtalt; og hver Gang den saa kom nær hen dertil, satte de store Pustere ind i den mod dem selv vendte Ende af Bjælken og pustede til. Idet nu Luftstrømmen gik igennem det tæt sluttende Rør ned i Kedlen, hvori der var glødende Kul samt Svovl og Beg, fremkaldte den en vældig Lue og stak noget af Volden i Brand, saa at ingen længere kunne blive staaende på den, men Folkene maatte forlade den og kaste sig paa Flugt …”[6]

  I Middelalderen (fra år 674 og frem) blev der i det kristne Byzantinske rige brugt et berygtet ildvåben, kaldet ”græsk ild”. Det var en flammekaster, som ofte blev benyttet på skibe til at sætte andre skibe i brand med.
  Konstantinopel (nutidens Istanbul) blev flere gange reddet ved hjælp af dette våben, som udspyede en yderst hemmelig substans, formentlig bestående af olie, tjære, harpiks og svovl[7]. Det blev sprøjtet ud over fjenden, som til deres rædsel opdagede, at ilden ikke kunne slukkes med vand.
  Her er ligheden med ”en ild, der slog ud fra Herren” ganske stor. For også her var det brændende olie, som blev sprøjtet ud og satte det, som det ramte, i brand.