Dyrets tal 666 fra Bibelens Johannes’ Åbenbaring har siden oldtiden været årsag til frygt, fascination og spekulation. I moderne tid har fantasien virkelig fået frit spil, blæst op af bøger og film.
Mange har i tidens løb forsøgt at gætte eller regne sig frem til, hvem eller hvad ”dyret” kunne være. Ofte har der været gættet på Roms kejser Nero. Eller på en senere, eller en nutidig, eller en fremtidig skikkelse.
Men de tager allesammen fejl …
Profeten Johannes fik sine syner på en ø i det græske øhav – mens han i tankerne var et helt andet sted, nemlig hos sit folk jøderne i Judæa. For i Judæa og Jerusalem var alt kaos, hans landsmænd havde udkæmpet en krig imod den romerske besættelsesmagt – og tabt. De romerske generaler Vespasian og hans søn Titus havde gennem fire år belejret Jerusalem, og i år 70 var byen blevet indtaget og templet brændt ned. For Johannes var det enden!
Johannes var nok Kristus-tilhænger, men han var først og fremmest jøde. På sædvanlig profet-vis tolkede han den forfærdelige begivenhed med mystisk symbolik og forsøgte fortvivlet at forstå, hvordan det, der var sket, passede ind i Guds plan med Israel.
Den følgende tekst er fra bogen: ’Kongemysteriet. Jahve og Zions datter’, kapitel 42. Og den er naturligvis taget ud af sin sammenhæng. Men med lidt god vilje kan den godt stå alene her. Læs dog også 'Resume af bogen' for en hurtig forståelse af bogens fortolkning af oldtidens symbolik og mystik. Tekstudsnittet fra bogen lyder:
Englen sagde til Johannes: ”… Kom, jeg vil vise dig dommen over den store skøge, som sidder ved de vældige vande. Hende drev jordens konger utugt med …” [Åb. 17.1-2]. De gamle profeter havde kaldt Zions datter for en skøge, der horede med alle, som kom forbi. Også Johannes brugte det billede. Jerusalem var Jahves hustru, som burde være kysk, men som igen og igen var en utro tøjte.
I Ezekiels dage var det stormagten Egypten, hun horede med [Ez. 16.15-36], men her var det Rom: ”… Dér så jeg en kvinde sidde på et skarlagenrødt dyr, fuldt af bespottelige navne og med syv hoveder og ti horn.” [Åb. 17.3]. Dyret, som hun sad på, var Roms kerubiske vogterdyr, Romerrigets vældige militærmagt.
Englen førte i ånden Johannes til kvinden, der var: ”… klædt i purpur og skarlagen og pyntet med guld og ædelsten og perler …” [Åb. 17.4]. Johannes så, at der på hendes pande stod, at hun var: ”… Det store Babylon, moder til skøgerne og jordens afskyeligheder.” [Åb. 17.5].
Men Johannes profeterede, at den store skøges dom skulle blive hård: ”Og jordens konger, der bedrev utugt med hende og levede i vellevned, skal græde og jamre over hende, når de ser røgen fra hendes brand, og de skal stå langt borte af rædsel over hendes pine og sige: Ve, ve, du store by, Babylon, du mægtige by! …” [Åb. 18.9-10].
Jerusalems og templets brand og ødelæggelse fortolkede Johannes på klassisk profet-vis som Guds dom over den syndige by Jerusalem. Johannes hørte en engel sige: ”… Faldet, ja, faldet er det store Babylon, som skænkede op for alle folkeslagene af sin utugts harmes vin.” [Åb. 14.8].
Det er naturligvis en metafor, når Johannes kalder Jerusalem for Babylon. Tidligere har han kaldt Jerusalem for Sodoma og Egypten [Åb. 11.8].
Mange har fejlagtigt set ”den store skøge” som byen Rom, der under kejser Nero brændte nogle år før Jerusalem gjorde det. Heriblandt også kirkefaderen biskop Eusebius (263-339)[1].
Men Johannes’ hjerte lå i Jerusalem, Rom var helt anderledes perifer. Skøgen på det store, røde dyr var Jerusalems syndstilsmudsede datter, som nu var gået sin undergang i møde.
Apostlen Peter brugte også Babylon som metafor for Jerusalem. Han afslutter sit første brev: ”Jeres udvalgte søster i Babylon og min søn Markus hilser jer.” [1. Pet. 5.13]. Men Peter kom aldrig til Babylon, og ”den udvalgte søster” var naturligvis menigheden i Jerusalem.
Han var i øvrigt ikke ene om at benytte udtrykket ”den udvalgte søster” om menigheden i Jerusalem. Også apostlen Johannes brugte det: ”Fra den ældste (ham selv cfk). Til den udvalgte frue og hendes børn …” [2. Joh. 1.1], og i slutningen af brevet: ”Din udvalgte søsters børn hilser dig.” [2. Joh. 1.13].
Profeten Johannes fortæller med sin mystiske symbolik, at dyret, som ødelagde Jerusalem og templet, var den romerske ”militærmaskine”. Han skriver, at dyret også kunne beskrives ved et tal: ”Her kræves der visdom! Den, der har forstand, må regne på dyrets tal, for det er et mennesketal. Dets tal er 666.” [Åb. 13.18].
Utallige forsøg er lige siden old-kirken blevet gjort på at regne ud, hvem denne dæmoniske skikkelse med tallet 666 mon kunne være[2]. I vore dage har tallet fra Johannes Åbenbaring nærmest fået sit eget liv som symbol på Satan-Djævelen. Myten om det magiske og onde tal 666 er i moderne tid i høj grad blevet pustet op af bøger og film og er trukket helt ud af proportioner.
Alle skrifterne i Det Nye Testamente er oprindeligt skrevet på græsk, også Åbenbaringsbogen. Den ældste Bibel som findes er Codex Sinaiticus fra omkring år 350, og den er også på græsk. Heri står tallet 666 som tekst, der svarer til, at vi skriver seks hundrede og seksogtres eller sekshundrede-tres-seks, 600-60-6. Også nogle moderne bibeloversættelser har dyrets tal skrevet som sekshundrede og tres og seks[3].
Og det er netop sådan Johannes så det. For det var sådan den romerske hær, dyret, var opbygget. Josefus skriver, at general Vespasians legioner rummede 6000 fodsoldater, legionærer[4].
Den romerske hærenhed, kaldet en legion, ændrede sig meget i de århundreder, hvor Rom var en væsentlig magtfaktor, og dens størrelse og opbygning er ikke altid gennemskuelig for os. Også for Romerne selv var det ikke trivielt. Den romerske forfatter Flavius Vegetius Renatus skrev i år 390 om den tidligere så storslåede romerske hær, som nu var i forfald: ”Jeg skal derfor forklare organiseringen af den gamle legion i forhold til den militære opbygning. Men hvis beskrivelsen forekommer uklar eller ufuldkommen, skal det ikke tilregnes mig, men selve emnets vanskelighed …”[5].
Ledelsesstrukturen i hæren havde overordnet tre tværgående linjer: Den øverste ledelse i hver legion bestod af 6 tribuner eller tusindførere[6], som refererede direkte til generalen (legaten).
Under dem blev legionen ledet af 60 centurioner, eller hundredeførere. Den mindste enhed blev ledet af en decanus, en tifører. Han var leder for en teltenhed, som bestod af op til ti legionærer. Der var 600 dekaner. Flavius Vegetius Renatus skriver: ”De havde også udnævnt centurioner for hver hundrede … og Decani, som befalede over ti mand …”[7].
Profeten Johannes havde næppe dyb indsigt i romersk militæropbygning. Han så kun de store linjer, som han brugte i sin egen symbolik. Men det er oplagt på denne måde, at Johannes er nået frem til dyrets tal:
| 6 | tribuner eller tusindførere. |
| 60 | centurioner eller hunderedeførere. |
| 600 | decaner eller tiførere. |
| 666 | (600-60-6) var dyrets tal, den romerske hær, som havde ødelagt alt, hvad der betød noget for Johannes. |