Kong Valdemar den Store ville udslette befolkningen på Falster. Men et Guds under hindrede ham i at gøre det. – Sludder og vrøvl!
Europa i middelalderen var en slags sagntid, hvor virkeligheden ofte blev blandet med myter og legender. Det gælder også historierne og folkeviserne om de danske konger og dronninger. Noget af det var myte-mageri, der skulle passe ind i en bestemt fortælling. Andet er vel nærmest, hvad vi i vore dage måske ville kalde for ”spin”.
Den sønderjyske jarl Knud Lavard, søn af Kong Erik Ejegod, fik i år 1121 en søn Volodymyr med Fyrstinde Ingeborg fra Kyiv. Volodymyr blev til danske Valdemar.[1] Få dage før drengens fødsel blev faderen myrdet og Valdemar blev opfostret hos faderens ven Asser Rig, sammen med dennes egne sønner Esbern Snare og Absalon, den senere Biskop Absalon.
Kun femten år gammel blev Valdemar valgt til konge af Jylland, mens resten af landet blev delt mellem Svend Grathe og Knud 5. fra andre grene af kongeslægten. Valdemar blev gift med Knuds datter Sofie, og efter en lang række intriger, stridigheder og drab blev han i 1157 enekonge i riget.
Danmark i middelalderen var reelt et valgkongedømme, men der var snævre grænser for, hvem der kunne blive valgt. Kongens førstefødte søn blev næsten altid ”kørt i stilling” som mulig arvtager til riget. Men det endte ikke altid med at være ham som adelen og stormændene valgte, eller som det lykkedes for at tilkæmpe sig magten.
Kong Valdemar var nok sønnesøn af kong Erik, men hans far Knud Lavard var kun jarl. Det var altid af stor betydning for kongeslægten, at den var ”indstiftet eller sanktioneret af Gud”. Valdemar har derfor følt behov for at få sig selv og sin slægt ”guddommeliggjort”, han ville herske med Guds ret. Det lykkedes for kong Valdemar, at få sin far helgenkåret og dermed få styrket sin slægts legitimitet til kongemagten af Gud selv.[2]
Valdemar var konge over hele Danmark, men rigets grænser skulle til stadighed sikres. Især blev området mod Østersøen jævnligt hærget at sørøvere. De kom fra det, der nu er Polen og den østlige del af Tyskland. Vendere blev indbyggerne her kaldt, og de var ikke kristne.
I kampen for det danske rige var Valdemars fostbroder biskop Absalon til stor hjælp. Med sin loyalitet og sit store engagement stod han ofte i spidsen for kongens styrker, når fjender skulle bekæmpes og de hedenske venderes land erobres og befolkningen her omvendes til kristendommen.
Den danske historieskriver Saxo Grammaticus (ca. 1160-1208) levede samtidigt med Valdemar og Absalon. Han bringer i sin Danmarkshistorie mange fortællinger fra deres tid. Saxo nærmest forgudede den store biskop, og han elskede når Absalon tog affære og klarede problemerne for kongen og landet.
Saxo fortæller blandt andet en historie om, hvordan biskop Absalon forhindrede, at kongen pådrog sig en stor synd ved et massemord på hans eget folk på øen Falster. Han skriver, at kongens mundskænk havde været på Falster, da venderne pludseligt angreb. Under belejringen hørte mundskænken en lokal beboer kalde kongens rådgivere for ”feje” og ”sløve padder”, fordi de tillod, at det skete. Mundskænken følte sig truffet og sladrede senere til kongen med vilde overdrivelser af, hvad han havde hørt.
Kong Valdemar samlede i vrede straks hæren for, med Absalon i spidsen, at straffe og udslette befolkningen på Falster. Saxo skriver: ”Men dette fejlgreb, som han var blevet hidset op til af ondsindet rådgivning, blev lykkeligvis forpurret af en af skæbnens pludselige tilskikkelser. For netop da kongen skulle til at drage af sted med en større troppestyrke, lagde han sig pludselig syg med feber i Ringsted, og han befalede så Absalon at sende sine tropper hjem igen og komme så hurtigt han kunne. På denne måde blev det et belejligt sygdomsanfald der kurerede kongen for hans katastrofale forehavende. Og denne himmelsendte svækkelse frelste Valdemar fra skyld i lige så høj grad som den frelste et folk fra undergang.”[3]
Saxo fortsætter: ”Kan nogen være i tvivl om at det var Gud selv der greb ind og hindrede fædrelandets fremtidige genrejser i her på tærsklen til sin storhedstid at styrte det rige han agtede at vriste fri af fjendens greb, i grus? For den der holdt i rigets tømmer, måtte hellere pådrage sig en alvorlig sygdom end skylden for en grov forbrydelse.” Landet var nok kongens, men det var også Guds. Det var derfor en stor synd at udslette sit eget folk.[4]
Biskop Absalon blev også selv ramt af sygdom - han skulle jo have stået i spidsen for tropperne. Men det lykkedes ham alligevel ved daglig bøn og en højtidelig nadver til kongen, at helbrede både ham og sig selv: ”Så snart Valdemar havde styrket sig ved nadveren, begyndte han at svede, hvorefter han genvandt sit gode helbred.”[5] Ingen tvivl om, at det skyldtes en guddommelig indgriben formidlet af biskop Absalon.
Det er naturligvis en legende. Det understreges af, at en så betydelig skikkelse som kongens mundskænk i denne historie end ikke har et navn, men blot kaldes for ”mundskænken”. Saxo havde ellers almindeligvis ingen problemer med at huske navne. Så hvorfor bringer han overhovedet det eventyr? Saxo var jo samtidig med begivenhederne, og burde derfor kunne skille skæg fra snot.
Men det var enormt vigtigt, at have Gud ”med i ligningen”. Så historien om kongen, der bliver syg før et felttog til Falster for at forsvare landet imod venderne, har derfor fået en drejning, så det var Gud selv, der greb ind. Og biskop Absalon kom til at stå som formidler af Guds under. Det lå lige til højrebenet.