Bibel-apokryfen ’Susanna i badet’ handler om en kvinde, der anklages for hor af to liderlige embedsmænd. De bliver dog afsløret og dømt for korruption. Men det er en lignelse, og i det skjulte fortæller den en helt anden historie.
Bibelen er fuld af lignelser, mysterier, som har to lag. Det ydre, der er selve handlingen, og et skjult lag, der rummer "den virkelige fortælling". I bogen ’Kongemysteriet. Jahve og Zions datter’ bliver det vist, hvordan Zions datter, som var landet og folket Israel, bliver fortolket ind i en række forskellige kvinde-skikkelser.
Til Bibelens Daniels Bog findes der nogle apokryfe tillæg, skrifter, som ikke er med i alle Bibler. Apokryf betyder hemmelig eller skjult. Et af disse mystiske skrifter kaldes ofte for ’Susanna i badet’, eller blot for ’Susanna’.
Almindeligvis betegnes skriftet som et eksempel på jødisk morallære[1], eller som ”… et folkeeventyr til hyldest af den berømte profet Daniel …”[2] Men apokryfen er en lignelse, og den skal derfor fortolkes med symbolik, for at vi kan nå ind til den skjulte hensigt. Det bliver den her.
Først er vi dog nødt til have lidt baggrund for historien. Kongeriget Israel, som ifølge Bibelen var grundlagt af kong David, blev, efter hans søn kong Salomos regeringstid, delt i et nordrige Israel og et sydrige Juda.
I 722 f.Kr. blev Nordriget ødelagt af assyrerne, og kun sydriget Juda blev tilbage. Men senere tårnede problemerne sig også op her. Nu sloges egypterne og babylonerne med hinanden om hele landområdet imellem dem. Judas konger forsøgte fortvivlet, at navigere politisk i skiftende, påtvungne alliancer med stormagterne.
Josija, hed en af de sidste store konger af Juda. I kongens attende regeringsår fandt ypperstepræsten Hilkija en lovbog i Jahves tempel [2. Kon. 22.8], som havde været gemt og glemt i mange år (hævdede han). Det førte til en reform af gudsdyrkelsen i landet, nu var det kun Jahve som måtte tilbedes.
Josija regerede i 31 år, hvorefter farao Neko dræbte ham i et slag. Hans søn Joakaz blev konge efter ham. Men ham afsatte egypterkongen snart efter og lod i stedet Josijas anden søn Jojakim blive konge over Juda. Jojakim regerede i 11 år [2. Kon. 23], i tre af årene var han underlagt Babylons konge.
Tre måneder efter kong Jojakims død[3] indtog Babylons kong Nebukadnesar Jerusalem og førte kongefamilien og landets elite til Babylon. Babylonerkongen stjal også mange af paladsets og templets skatte og indsatte Jojakims bror Sidkija som konge [2. Kon. 24].
Ni år efter gjorde Sidkija imidlertid oprør. Nebukadnesar vendte frygteligt tilbage og ødelagde Jerusalems bymure, jævnede Jahves tempel med jorden, stjal alt af værdi og førte flere borgere i eksil i Babylon [2. Kon. 25].
Efter mange år som fanger i det fremmede, blev det babylonske rige erobret af perserne. Judæerne fik nu lov til at vende hjem til Juda og genopbygge landet og hovedstaden Jerusalem. Men Juda genopstod ikke som et kongedømme. I stedet tog Jahves præster den lokale magt, dog underlagt den persiske konge.
Nu når vi så til skriftet ’Susanna i badet’. Det er som nævnt et apokryft, hemmeligt og mystisk skrift. Handlingen foregår i Babylon, efter at judæerne var blevet bortført dertil. Eller gør den?
Apokryfen begynder: ”I Babylon boede der en mand, som hed Jojakim. Han giftede sig med en kvinde, som hed Susanna og var datter af Hilkija; hun var meget smuk og frygtede Herren. Også hendes forældre var retfærdige, og de havde oplært deres datter efter Moseloven. Jojakim var meget rig og ejede en park, der lå op til hans hus. Hos ham plejede jøderne at samles, fordi han var den mest ansete af dem alle.” [TilfDan A 1-4].
Skriftet er proppet med symbolik. Naturligvis, for det er jo en lignelse. Den skal fortolkes her:
Jojakim er naturligvis Judas konge Jojakim, som vi lige har læst om. Han giftede sig med Judas land og folk, Zions datter, som her er den smukke kvinde Susanna[4]. Navnet Susanna betyder lilje, som ofte forbindes med uskyld og renhed[5]. Senere i skriftet kaldes hun for Judas datter [TilfDan A 57].
Der står, at Jojakim var rig og ejede en park ved sit hus. Men ”parken” og ”huset” lå i det babylonske rige, ikke i selve byen Babylon, men i den del af riget, som var Judas land. Huset var Judas konges palads i parken, der var Juda. Handlingen foregår altså i virkeligheden før judæerne blev sendt i eksil til det egentlige Babylon.
Susanna var datter af Hilkija, står der. Hilkija er her selvfølgelig ypperstepræsten, som fandt lovbogen i templet i kong Josijas regeringstid. Apokryfskriveren fortæller hermed, at hun var indbegrebet af landet og folket.
Skriftet fortæller så, at: ”To ældste blandt folket var det år blevet udpeget til dommere … De holdt til i Jojakims hus … Ved middagstid, når folk var gået, plejede Susanna at gå ud og spadsere i sin mands park. De to ældste så hende … og de blev grebet af begær efter hende.” [TilfDan A 5-8].
En dag, da Susanna badede nøgen i parken: ”… rejste de to ældste sig op og løb hen imod hende og sagde: ’Se, porten til parken er lukket, og der er ingen, der ser os. Vi begærer dig. Gør, som vi siger, og lig med os.’” [TilfDan A 20-21]. Da Susanna nægtede, anklagede de hende for hor og krævede hende dømt til døden.
Men så dukker profeten Daniel pludselig op i historien. Han hævdede, at mændene havde vidnet falsk mod Susanna, og han krævede, at de skulle vende tilbage til retssalen. [TilfDan A 49]. Her anklagede Daniel de to ældste: ”… begæret har ført dit hjerte på afveje. Sådan har I båret jer ad over for Israels døtre, og af frygt har de haft omgang med jer, men denne Judas datter er ikke gået med til jeres lovløse handling.” [TilfDan A 56-57].
Det er tydeligt her, at teksten ikke bare handler om to liderlige og korrupte embedsmænd i byen Babylon, som begærer en anden mands hustru. For det er ikke alene dem, som Daniel anklager, men hele embedsværket, de ældste, og sikkert også præsterne (som i øvrigt ingen steder nævnes). De havde haft ansvaret for at retlede kongerne og folket, men de havde svigtet.
Med ”Israels døtre” [TilfDan A 57] mente Daniel ikke kvinderne i Israel, men de israelitiske byer, folket Israel, som assyrerne mange år tidligere havde ødelagt og bortført til Assyrien. Embedsmændenes (og her også præsternes) magtbegær var årsagen til, at Israel var blevet ødelagt. Nu ville de så også bedrive hor med ”Judas datter” – i skikkelse af symbolfiguren Susanna. Hun var Zions datter, som tilhørte Judas konge og gudekongen Jahve.
Daniel, som jo også var en autoritet og en ”ældste” [TilfDan A 50], så ikke sig selv som medskyldig. Han sagde: ”… ’Jeg er uskyldig i denne kvindes blod.’” [TilfDan A 45-46]. Daniel var profet, og netop profeterne havde gjort alt, hvad de kunne for at råbe kongerne og folket op.
En anden profet, Ezekiel, som blev sendt i eksil i Babylon sammen med det første hold af judæere, omtaler Daniel, som var han allerede på hans tid en anerkendt profet [Ez. 14.14]. Igen: Daniel var profet i Juda før det Babylonske eksil, og lignelsen ’Susanna i badet’ foregår ”i virkeligheden” (men i det skjulte) i Juda.
Apokryfen er imidlertid skrevet langt senere end den tid, den fortæller om[6], på et tidspunkt, hvor der ingen lokal konge var over Juda. For efter judæernes tilbagekomst fra Babylon tog præsterne magten og Judas kongedømme genopstod ikke.
Kongen havde tidligere haft en central rolle i gudsdyrkelsen som guden Jahves søn og jordiske repræsentant på jorden, men nu var han væk. Vel var landet på skift underlagt de store udenlandske konger i Persien, Egypten og Syrien, men Judas præster var nu alene folkets åndelige ledere. Og efter makkabæer-opstanden[7] var de også landets politiske ledere.
Apokryf-skriveren fortolkede fortiden sådan som han så den. Nemlig at det var præsterne og embedsmændene, som havde vanæret og ødelagt Israel og nu også Juda. De havde begæret og erobret Zions datter, landet og folket.
Ezekiel havde skrevet, at det netop var præstestammen levitterne, som havde været årsag til det store frafald fra guden Jahve [Ez. 8.7-13 og Ez. 44.10-14]. Det på trods af, at han også selv var præst, ligesom flere af Bibelens øvrige profeter var det[8].
Profeten Daniel repræsenterede Israels og Judas sande profeter, som her viste, at præsteskabet og de ældste ikke havde retten til Zions datter. Det havde kun Jahve og hans søn på jorden, kongen, som her omtales positivt, omend kun indirekte i form af den rige mand Jojakim.
Apokryfen ’Susanna i badet’ er et hemmeligt skrift med en skjult mening, som kun de indviede forstod. Den blev skrevet på præstestyrets tid, og måske var den camoufleret som en lignelse for ikke, at forfatteren skulle få problemer med netop præsterne. Det har været farligt, at tale magthaverne imod, de har ikke ønsket, at høre sig selv hængt ud som selve årsagen til, at alt var gået galt.
Præstestanden er ikke nævnt direkte i skriftet. Det har sikker været for farligt, at lade præster være ”skurkene” i lignelsen, som tørrede deres egne synder af på ”Susanna”, Zions datter, folket. Derfor var de to liderlige dommere blot ældste. Lignelsen er henlagt til Babylon, sikkert fordi det var her, præsterne undfangede planen om, at overtage Judas land og folk, nu kongen var borte.
I lignelsen afslørede profeten Daniel ”embedsmændene” i deres forbrydelse. Vi har set, at profeten Ezekiel kendte til Daniel. Han skriver: ”Havde disse tre mænd, Noa, Daniel og Job, levet i det land (Israel cfk), så havde de reddet livet ved deres retfærdighed, siger Gud Herren.” [Ez. 14.14]. Ezekiel ser her de tre ”mænd” som retfærdighedsvidner. Noa er ”forfaderen” og Job er det personificerede Juda[9]. Daniel er ”den sande profet og dommer”[10]. Daniel betyder ”min dommer er Gud”[11].
Bibelens Daniels bog, hvor profeten Daniel også spiller hovedrollen, er også skrevet langt senere, i midten af det andet århundrede før Kristus. Her har forfatteren formentlig netop taget udgangspunkt i skriftet ’Susanna i badet’ og digtet videre på Daniels fantastiske oplevelser i Babylon.