Kong Valdemar og slattenpatten

  Kong Valdemar Atterdags vilde jagt på troldekvinden slattenpatten.

  Kong Valdemar 2. Sejr døde i 1241. Efter ham lykkedes det for en række svage konger, at formøble næsten hele det engang så store danske rige. Hundrede år senere, i år 1340, efter 8 kongeløse år, blev endnu en Valdemar valgt til konge i landet, som nu var bankerot og pantsat i udlandet. Kongen begyndte straks med stor iver og dygtighed, ved forhandlinger, diplomati og i krige, at samle riget igen.[1]
  Han blev kendt som Valdemar 4. Atterdag – for da blev det atter dag for Danmark. Sådan lyder den folkelige forklaring i hvert fald.[2] Kong Valdemar Atterdag skulle genrejse Danmark til et storrige som på Valdemar Sejrs tid.
  Valdemar Atterdag blev begravet i Vordingborg og senere genbegravet ved klosterkirken i Sorø. Men kongen fik ikke lov til at hvile i sin grav. Sagnet om ”Den vilde jagt”, om en spøgelsesagtig rytter med hunde, som larmende jager gennem natten, kendes især fra digteren B.S. Ingemanns: ”Paa Sjølunds fagre sletter”. Den handler om Valdemar Atterdag, og sidste vers lyder:

 "I Muld forlænge siden
 kong Valdemar er lagt;
 Men sælsomt gennem tiden
 Går sagnet om hans jagt.
 Tit korser arme bonde.
 Sig end på natlig sti,
 Hvor jægere og hunde
 ham suse vildt forbi."[3]

  Sagn om ”den vilde jagt” er vidt udbredt, og i Danmark findes der mangfoldige beretninger om ”vilde jægere”.[4] Det er dog især to skikkelser, som er kendt. Den ene er kong Abel (ca. 1218-1252), søn af kong Valdemar Sejr og lillebror til kong Erik Plovpenning.
  Abel, som var hertug af Slesvig, efterstræbte kongemagten i Danmark, og kong Erik blev myrdet. Måske af netop broderen Abel, som dog benægtede det.[5] Men meget belejligt havde kong Erik ingen sønner, så Abel overtog kongemagten i Danmark efter ham.
  Sagnene om kong Abel mere end antyder, at han på grund af brodermordet blev fordømt til som en levende død, at jage gennem natten som et hvileløst gespenst til hest og med et kobbel hunde med gloende øjne og tunger halsende foran. Kong Abel havde en nærmest Flyvende Hollænders undergangsstemning over sig, idet det fortælles, at der ofte skete en ulykke, når han var blevet set eller hørt i natten.
  Det siges, at i et forsøg på at komme uvæsenet til livs, blev kong Abel efter sin død sænket i en mose med en pæl gennem kisten eller kroppen. Men det hjalp ikke, spøgelsesjægeren fortsatte sin natlige færd. [6] Kong Abels gengangeri var nærmest ”klassisk” i sin form: Den onde brodermorder og tronraner blev straffet for sin udåd ved aldrig mere at kunne finde hvile.

  Den anden sagn-skikkelse, som jagede med sin hest og sine hunde ved nattetide, er kong Valdemar Atterdag, som vi lagde ud med. Valdemar (konge 1340-1375) eller Kong Volmer (eller Vollermand), som han også kaldes, havde i Nordsjælland opført et lille slot Gurre, som han elskede højt. Både herfra og fra Vordingborg Slot jagede kongen ofte – som konger nu engang gjorde. Men efter sin død jagede han også som en spøgelsesrytter med sin hest og sine hunde.
  Også kong Valdemars nattejageri er fortolket ret klassisk, idet det fortælles, at kongen engang på en jagt råbte: ”’O, gid jeg dog kunne jage evig!’ Da lød en Røst fra Luften: ’Dit Ønske være dig opfyldt, Kong Valdemar; fra nu av vil du evig jage’. Snart Dærefter døde Kongen, og fra hans Dødsdag av rider han hver Nat på en snehvid Hest, omgiven av sine Jægere og Hunde, gennem Luften på vild Jagt.”[7]
  En anden legende fortæller, at han skulle have frasagt sig Guds rige, hvis blot han kunne beholde sit elskede Gurre Slot. Altså en fordømmelse på grund af kongens arrogante afvisning af Guds rige.[8] Elementært!
  Men så alligevel ikke, for mens kong Abel jagede dyr ved nattetide, så jagede kong Valdemar noget ganske andet. Kongen var i sit vilde ridt langs gærder og skel på jagt efter en jætte- eller trolde-kvinde kaldet slattenpatten eller slatten-langpatte. Denne kvindelige trold beskrives udelukkende ved sine store og lange bryster, som hang bag om ryggen på hende når hun løb, hvad hun ofte gjorde, for kongen var efter hende med hest og med hunde.
  Folkemindesamler Evald T. Kristensen nedskrevet dette sagn: ”En gammel mand i Vester- Egesborg mødte en aften ved Vejlø-broen et ualmindelig stort fruentimmer, der pustede og stønnede, så han kunne høre hende, længe før hun kom til ham. I det klare måneskin så han, at tungen hængte langt ud af halsen på hende af bare anstrengelse, og hendes blottede bryster hængte helt ned til bæltestedet. Lidt længere henne … mødte han tre ildrøde hunde med gloende tunger, og så kom kong Vollermand farende på en snehvid hest og spurgte, om han ikke havde set eller mødt en slattenpatte. ’Jo, og hun lod til at have hastværk.’ ’Ja, men det hjælper hende ikke,’ og så red han videre. Lidt efter drønede et skud og hørtes et gennemtrængende hvin. Det var den sidste slattenpatte.”[9]
  Hvorfor jagede kongen ikke almindelige dyr ligesom kong Abel, men i stedet dette mærkelige væsen? Det kaster traditionen intet lys over. Vi vil forsøge en tydning af sagnet, men det kræver lidt mere historie.
  Valdemar Atterdag fik mindst seks børn med sin hustru Dronning Helvig. Hans førstefødte søn Christoffer levede imidlertid ikke længe nok til at han kunne efterfølge sin far på kongetronen, han blev kun 21 år. Prins Christoffer døde af sygdom, måske på grund af følgevirkninger af de sår han fik i et slag.[10] Kongen havde heller ingen andre overlevende drengebørn, som kunne overtage tronen.
  Da kong Valdemar døde i 1375 skulle kongeslægten derfor videreføres af hans datter Margrethes søn Oluf. Margrethe var gift med Norges kong Håkon 6., og hun var dermed norsk dronning – ikke dansk. Hendes søn var norsk kongesøn, og Danmark fik altså reelt en norsk konge.
  Oluf var bare fem år gammel, da han blev valgt som konge med forældrene som formyndere. Da kong Håkon døde, blev Margrethe den reelle regent.
  Den unge Oluf blev myndig, men han døde allerede som sekstenårig, og der gik naturligvis kort efter rygter om, at Margrethe skulle have forgivet sin egen søn, for at hun kunne vedblive med at være regent.[11] Det kunne dog ikke bevises, og Margrethe blev i 1387 valgt til regent som dronning Margrethe I.

  Før det moderne, videnskabelige gennembrud blev alle uforklarlige ulykker, sygdomme og misvækst forklaret med, at det skyldtes Fanden selv, eller at der var nisser, alfer, trolde og andre uvætter på spil. For selvom Kristendommen havde fortrængt Asa-troens højguder Odin og Tor, så myldrede det uanfægtet med disse ”underjordiske” væsener.
  Folkesagnene rummer historier om meget direkte kontakter mellem mennesker og ”de underjordiske”. Her er der også fortællinger om ”forbyttede børn”, såkaldte skiftinger.[12] Det vil sige menneskebørn, som alfer eller trolde i smug havde byttet ud med deres eget afkom. Mange åndssvage eller på anden måde handikappede børn, er utvivlsomt blevet opfattet som skiftinger.
  Men hvorfor bringe det ind i billedet her? Fordi det som nævnt var helt almindelig ”virkelighed” på Valdemar Atterdags tid, men også for de mennesker, som senere fortolkede begivenhederne fra hans tid.
  Valdemars søn Christoffer døde før han kunne føre slægten videre. Christoffer var ganske vist ingen skifting, men der var også andre måder, som ”de underjordiske” kunne skade et barn og dermed kongeslægten på. Drengen kunne som spæd i smug være blevet diet af en trold.[13]
  Og her kommer kong Valdemars natlige jagt på slattenpatten ind. Denne kvindelige trold med de lange, slatne bryster havde sikkert hemmeligt været amme for den lille prins Christian. Brugen af ammer var udbredt i det højadelige miljø, og det var derfor en oplagt mulighed for de ”underjordiske” på den måde, at skade et barn og en slægt.
En lærer fra Sindbjerg fortalte dette sagn om en slattenpatte: ”I skovegnen ved Gisselfeldt og Mogenstrup … hændte det undertiden i gamle dage, når bønderne hostede på (arbejdede i ^cfk) deres smålodder mellem skovene, at de sent på aftenen så en meget høj kvindeskikkelse lydløst komme ud fra skoven, fare dem forbi og forsvinde i den nævnte skov. Hendes overkrop var nøgen, og brysterne så lange, at de var slåede op over skuldrene og endda nåede et godt stykke ned på ryggen. Et par nøgne børn løb bag efter, sprang til og fra op, greb med hænderne fat i brysterne og gav sig således til at die et øjeblik, hvorefter de atter lod sig falde ned. - ’Nu er det længe siden, nogen har set Slatten-langpatte’, sluttede den gamle mand, der meddelte mig dette.”[14]
  Det er oplagt, at folkeovertroens ellekvinde slattenpatten i hemmelighed havde ammet den lille prins Christoffer og derved ødelagt Valdemarernes kongeslægt. Derfor jagede den hævngærrige kong Valdemar Atterdag hende ved nattetide ud over Sjølunds fagre sletter.

  En kunstners fortolkning af slattenpatten. [15]

---

Noter: