Da Poppo bar glødende jern

  I en styrkeprøve hos vikingekongen Harald Blåtand holdt præsten Poppo glødende jern i sin hånd. Eller gjorde han?

  Kong Harald Blåtand kristnede Danmark. Det står på den store Jellingsten, som er sat i landsbyen Jelling:”… den Harald som vandt sig hele Danmark og Norge og kristnede danerne.”[1] Se mere under: ’Flere mysterier: De mystiske Jellinghøje’.
  Kong Harald blev også selv døbt som kristen. Det skete angiveligt, da der en dag dukkede en klerk op ved navn Poppo og tilbød, ved en ekstrem styrkeprøve at bevise overfor kongen, at Kristus var stærkere end de gamle nordiske guder. En klerk var i middelalderen en fællesbetegnelse for medlemmer af gejstligheden.[2]
  Den tyske munk og historieskriver Widukind skriver: ”… Nu hændte det en Gang, at der ved et Gilde, hvor Kongen var tilstede, opstod en Trætte om Dyrkelsen af Guderne, idet Danerne paastod, at Kristus nok var en Gud, men at der ogsaa var andre Guder, der var større end han, da de lod Menneskene se langt større Tegn og Undere end Kristus.
  Herimod vidnede en Klerk, der nu har viet Gud sit Liv, en Biskop ved Navn Poppo, at der var en eneste sand Gud og Fader og Helligaand, medens Afguderne var Dæmoner og ikke Guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu, om han var villig til at bevise denne Tro paa sig selv, hvortil Poppo uden Tøven svarede ja. Kongen lod saa Klerken sætte under Opsyn til Dagen efter, og da det var blevet Morgen, lod han et stort, tungt Stykke Jern ophede og bød Klerken bære det glødende Jern for den katolske Tro. Den Kristi Bekender greb uden vaklen Jernet og bar det saa længe Kongen bestemte, fremviste saa sin Hånd, der var uskadt, og overtydede saaledes alle om den katolske Tros Sandhed. Derover vendte Kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som Gud og bød de Folk, han herskede over, at forkaste Afguderne, og han viste senere Præsterne og Guds Tjenere skyldig Ære.”[3]

  Også andre historieskrivere har fortalt om Poppos mirakel. [4][5][6][7][8] Men der er bestemt ikke enighed om detaljerne. Jo længere fra ”begivenheden”, den blev fortalt, des flere eventyrlige træk fyldte mytemagerne på. Widukind og andre fortæller, at Poppo havde båret på et glødende stykke jern. Saxo, som skrev noget senere, fik jernet, der nu var hvidglødende, gjort til en stor hanske, som den stakkels Poppo skulle tage på helt op til albuen. Adam af Bremen mente desuden at vide, at Poppo efterfølgende lod sig brænde i en voksovertrukken skjorte, uden at han fik mén af det.
  Der er heller ikke enighed om, hvor det fantastiske mirakel skulle være foregået: ”Nogle hævder, at dette gik for sig i Ribe, andre, at det var i Hedeby, som kaldes Slesvig.” [4] Saxo mente derimod, at det foregik på Isøre Havn (ved Isefjorden?). [8]
  De forskellige krønikeskrivere kan ikke engang enes om, hvad det var for en konge, som lod sig omvende. Var det Harald Blåtand, hans søn og efterfølger Svend Tveskæg eller den svenske konge Erik Seiersæl, som i en kort periode også var konge af Danmark (i følge Adam af Bremen)?

  Middelalderens historikere fortæller, at Poppo var klerk, præst (eller munk?), og Adam af Bremen beskriver ham som en udsending fra kejseren og bispen i Hamborg, og at han efter sin mirakeldåd blev forfremmet til biskop. Også Widukind fortæller, at han var (eller blev) biskop. Saxo mener at vide, at det var ærkebiskop Adeldag i Bremen, som efterfølgende gjorde Poppo til biskop i Århus. Der er dog ikke registreret en biskop Poppo i listen af biskopper i Århus.[9]
  ”Biskop” Poppo burde have været helgenkåret for sin fantastiske bedrift. Det blev han ikke. I listen af katolske helgener figurerer han ikke. [10]. Der er her ganske vist en samtidig Sct. Poppo, som blev helgenkåret fordi han, under en pilgrimsfærd til Rom, så en flamme på himlen. Han blev abbed i et kloster i Frankrig.[11] Det er tydeligvis ikke ham, vi leder efter her.

  Fortællingen om klerken Poppo er en legende. En typisk styrkeprøve-fortælling af typen ”min gud er stærkere end jeres guder”. Middelalderhistorikernes fortællinger begynder da også i et typisk legende-sprog:
  "Nu hændte det en Gang … ”[3]
  ”Til ham skal der være kommet som udsending …” [4]
  ”I det Herrens år 966 blev danerne omvendt til troen af en vis Poppo …” [5]
  ”For nu at komme ind på noget, som de gamle fortalte …”[6]

  Poppo er i det hele taget en mystisk skikkelse. Historiker Erik Kjersgaard skriver: ”Man aner ikke hvem Poppo var, og om han repræsenterede ærkebiskop Adeldag eller den tyske kirke i det hele taget. Navnet tyder på, at han var friser. Han skyder lige op af jorden og omvender Harald, hvis det da altså ikke i virkeligheden var Harald, der omvendte sig og lod denne tilfældige præst eller klerk være sit redskab.” [12]
  Klerken Poppo var næppe heller en historisk person. Han var derimod en mystisk repræsentant for ”præsteskabet”. Det præsteskab, som havde været hedensk, men som nu var blevet kristent. Poppo var netop ”klerk”, altså ”præstestanden” som sådan.
  Kong Harald (eller kong Svend?) blev døbt – den hedenske konge blev druknet og genfødt som kristen. For dåben er netop en symbolsk død og genfødsel [Rom. 6]. Også det hedenske præsteskab skulle ”dø” fra Odin og Tor og de andre nordiske guder og nu kun tjene Kristus. Men i stedet for at ”dø” druknedøden i en dåb, blev Poppo ”brændt til døde”, hvorefter han ”genopstod uskadt”. Det må være det, som Poppos magiske dåd repræsenterer. Det er mystisk, ganske som dåben jo er det.

  Hvorfor Poppo (præsteskabet) blev brændt og ikke druknet sådan som kongen blev det, vil imidlertid være for omfattende at gennemgå her. Det er derimod grundigt forklaret i bogen: ’Kongemysteriet. Jahve og Zions datter.'

© Claus Fentz Krogh

Noter:
  1. (↑) Se mere under: ’Flere mysterier: De mystiske Jellinghøje’.
  2. (↑) Danmarks Nationalleksikon www.lex.dk
  3. (↑) Widukind, af Corvey, død efter 973, var en tysk munk og historieskriver:
      ”Danerne var fra gammel Tid Kristne, men tjente ikke desto mindre Afguderne efter Hedningskik. Nu hændte det en Gang, at der ved et Gilde, hvor Kongen var tilstede, opstod en Trætte om Dyrkelsen af Guderne, idet Danerne paastod, at Kristus nok var en Gud, men at der ogsaa var andre Guder, der var større end han, da de lod Menneskene se langt større Tegn og Undere end Kristus.
      Herimod vidnede en Klerk, der nu har viet Gud sit Liv, en Biskop ved Navn Poppo, at der var en eneste sand Gud og Fader og Helligaand, medens Afguderne var Dæmoner og ikke Guder. Kong Harald, om hvem det siges, at han var ivrig efter at høre, men sendrægtig i at tale, spurgte ham nu, om han var villig til at bevise denne Tro paa sig selv, hvortil Poppo uden Tøven svarede ja. Kongen lod saa Klerken sætte under Opsyn til Dagen efter, og da det var blevet Morgen, lod han et stort, tungt Stykke Jern ophede og bød Klerken bære det glødende Jern for den katolske Tro. Den Kristi Bekender greb uden vaklen Jernet og bar det saa længe Kongen bestemte, fremviste saa sin Hånd, der var uskadt, og overtydede saaledes alle om den katolske Tros Sandhed. Derover vendte Kongen sig, besluttede at ære Kristus alene som Gud og bød de Folk, han herskede over, at forkaste Afguderne, og han viste senere Præsterne og Guds Tjenere skyldig Ære.”
    Widukinds beretning om Poppo og Harald
  4. (↑) Adam af Bremen: Den hamborgske kirkes historie (skrevet ca. 1073 – 1076). Hos Adam af Bremen er det lidt overraskende ikke kong Harald, men den svenske konge Erik Seiersæl, som bliver omvendt til kristendommen. Adam fortæller, at Erik Seiersæl i en kort periode også var konge af Danmark.
      ”Til ham [Erik Seiersæl cfk] skal der være kommet som udsending fra kejseren og Hamburgerbispen en vis Poppo, en from og viis mand, der dengang var indviet til Slesvig, og gjort kejserens ret gældende med hensyn til danernes rige og de kristnes fred.
      For at hævde kristendommen skal han, da barbarerne efter deres skik forlangte et tegn, straks uden tøven have baaret glødende jern i haanden og vist sig at være uskadt.
      Da dette tegn syntes let at fjerne al vildfarelsens tvivl hos hedningerne, skal den fromme Guds mand for helt at udrydde dette folks hedenskab have vist et nyt og stort mirakel. Han iførte sig nemlig en voksovertrukken skjorte, og mens han stod midt i folkets kreds, befalede han i Guds navn at antænde den. Men selv hævede han øjne og hænder mod himlen og udholdt saa taalmodigt de lyse luer, at da klædningsstykket var brændt helt op og forvandlet til aske, erklærede han med en munter og fornøjet mine, at han ikke engang havde mærket røgen af branden.
      Paa grund af dette uhørte mirakel blev baade dengang mange tusinde troende ved ham og lovprises endnu den dag i dag Poppos navn tit hos danerfolket og i deres kirker.
      Nogle hævder, at dette gik for sig i Ribe, andre, at det var i Hedeby, som kaldes Slesvig.”
    Adam af Bremen: De Hamburgske ærkebispers historie og Nordens beskrivelse. Anden bog XXXV. Oversat af Carsten L. Henriksen. Rosenkilde og Bagger (1968).
    Også: heimskringla.no/wiki/Adam_af_Bremen:_Libentius_(I.)
    Om Erik Seiersæl: no.wikipedia.org/wiki/Erik_Seiersæl
  5. (↑) Adam af Bremen. Scholie 20 (senere tilføjelse), er skrevet op imod år 1081. I denne senere tilføjelse til ’Den hamborgske kirkes historie’ er det kong Harald Blåtand, som bliver omvendt til kristendommen. Det er uvist, hvem, der har lavet tilføjelsen:
      "I det Herrens aar 966 blev danerne omvendt til troen af en vis Poppo, som i folkets paasyn bar et hvidglødende jern, formet som en handske, uden at faa mén deraf; da kong Harald saa det, opgav han afgudsdyrkelsen; Poppo blev forfremmet til bisp."
    Adam af Bremen: De Hamburgske ærkebispers historie og Nordens beskrivelse. Anden bog XXV, Scholie 20.
    Også: Oversat af Carsten L. Henriksen. Rosenkilde og Bagger (1968).
    heimskringla.no/wiki/Adam_af_Bremen:_Adeldag
  6. (↑) Ælnoths krønike (ca. 1110-1113):
      "For nu at komme ind på noget, som de gamle fortalte, så har det danske folk fra den tid, da den mindeværdige biskop Poppo bar glødende jern i sin uskadte højre hånd og med usvedne fodsåler gik hen over en glødende jernrist og med dette klart guddommelige vidnesbyrd fastslog, at Kristus, Guds søn, er den eneste og sande gud, med Jesu Kristi hjælp bestræbt sig for at værne om den tro, som det antog, og at vogte den ren og uplettet til i dag.”
    slaegtsbibliotek.dk/2023/920211.pdf.
  7. (↑) Roskildekrøniken (midt i 1100-tallet):
    Her er det igen ikke kong Harald, men hans brog og efterfølger Svend Tveskæg, som Poppo omvender til kristendommen.
      ”Imidlertid indviede Bremer-ærkebispen Libentius til biskop i Sælland Avoko, som hans forgænger Unvan først havde indviet. Libentius indviede også til Slesvig Poppo, og efter ham Esiko, samt til Ribe Odinkar. Af disse siges Poppo, en såre hellig mand, at have været en meget god ven af Sven. Det var også ham, som på en almindelig forsamling, hvor konge og folk mødte, bar glødende jern i sin hånd og viste sig at være uskadt deraf; hedningene tvivlede nemlig om den kristne tros sandhed, men havde lovet, at de i så fald vilde tro. Følgen heraf blev, at folket antog troen, og at Poppo blev en hellig og højt anset mand i riget.”
    slaegtsbibliotek.dk/927948.pdf.
  8. (↑) Saxo Grammaticus (ca. 1160 – efter 1208):
      ”Derfor gav Gud, for at fastslå sin magt, denne mand, der med så stor iver, men uden held havde sat sig for at lægge troens frø, en hjælper i det store arbejde. nemlig Poppo, en strålende begavet og from mand med en enestående lærdom. Da danskerne holdt ting ved den havn der har navn efter sine store ismængder, forsøgte han at tale dem fra at dyrke deres afgudstempler, og da det ikke lykkedes med ord, gav han dem et uimodsigeligt tegn, der til fulde beviste hans ord – et åbenlyst helligt mirakel der udbredte troen på den rette lære.
      Han spurgte dem nemlig om de ville rette sig efter hans advarsler hvis de fik at se at hans hånd kunne røre glødende jern uden at tage skade. Og da de alle svarede at i så fald ville de helt sikkert adlyde, gav han ordre om at en hvidglødende jernplade formet som en handske skulle bringes frem. Den stak han armen ind i, lige til albuen, hvorefter han frygtløst bar den rundt i hele forsamlingen for til sidst at lade den falde for fødderne af kongen. Derpå fremviste han sin højre hånd, der til alles ærbødige forundring ikke havde taget nogen som helst skade og havde bevaret samme farve og det samme friske udseende som før. Med dette forunderlige syn vandt han de ellers så ubøjelige danskere for sin sag, og på den måde blev faren ikke en hindring for hans adversler, men et bevis for deres sandhed. Ja, med sin urokkelige vilje og dødsforagt overvandt han naturen selv. Og med dette berømmelige mirakel opnåede han at den fremmede religions ånd slog rod i vort folk. Det gan også anledning til at danskerne afskaffede de traditionelle tvekampe for i stedet at lade de fleste retsager afgøre på denne nye måde, ud fra den opfattelse at det er rigtigere at henvise retsstridigheder til Guds dom end til slagsmål mellem mennesker.
      På den baggrund lykkedes det Poppo at blive udnævnt til biskop i Århus af ærkebiskop Adeldag af Bremen, en hæder han med sit liv og sine gerninger i allerhøjeste grad havde fortjent.”
    Saxos Danmarkshistorie, Bind 2. 10. Bog. Kap. 11.3-5. Oversat af Peter Zeeberg. Gads forlag (2000).
  9. (↑) aarhusstift.dk/biskoppen/bisperaekken-i-aarhus-stift
  10. (↑) ecatholic2000.com/saints/plist.shtml
  11. (↑) ecatholic2000.com/cathopedia/vol12/voltwelve206.shtml
  12. (↑) Erik Kjersgaard’s Nye store Danmarkshistorie, Bind 2, side 124. Peter Asschenfeldt’s Bogklub (1988).