Løvhyttefesten er en af jødernes mange fester. Her deltager forfædrene som mystiske gæster, kaldet ”ushpizin”. Men hvorfor?
Det jødiske nytår falder i september-oktober. Det består af ti dage, som er helliget renselse og soning af folkets synder. Den sidste dag kaldes for Yom Kippur, som betyder soningsdag. Nytåret og Yom Kippur er behandlet i bogen ’Kongemysteriet. Jahve og Zions datter’ og vil ikke blive berørt yderligere her.
Men fem dage efter Yom Kippur holder jøderne en ny fest på syv dage kaldet Sukkot eller Løvhyttefesten. Bibelen fortæller, at på israelitternes fyrre års ørkenvandring fik de følgende påbud af Jahve: ”På den femtende dag i denne syvende måned, når I høster landets afgrøde, skal I fejre Herrens fest i syv dage …” [3. Mos. 23.39]. Og: ”Løvhyttefesten skal du fejre i syv dage, når du bringer udbyttet fra din tærskeplads og fra din vinperse i hus.” [5. Mos. 16.13]. Løvhyttefesten var en høstfest, for Zions datter var selve landet, som afgrøden voksede i.
I festugen skulle israelitterne bygge primitive hytter, hvor de kunne bo med familien og deres nære: ”I skal bo i løvhytter syv dage; hver indfødt israelit skal bo i løvhytte, for at de kommende slægter kan vide, at jeg lod israelitterne bo i løvhytter, da jeg førte dem ud af Egypten. Jeg er Herren jeres Gud!” [3. Mos. 23.42-43].
For Zions datter var også folket, stammerne, slægterne og familierne. Og Løvhyttefesten var i høj grad familiens og folkets fest: ”Du skal glæde dig under festen sammen med din søn og datter, din træl og trælkvinde, og sammen med levitterne og med de fremmede, de faderløse og enkerne, som bor i dine byer … For Herren din Gud vil velsigne dig med hele din afgrøde og i al din gerning …” [5. Mos. 16.14-15].
I Løvhyttefesten ligger der utvivlsomt et element af opdragelse, for Zions datter skulle kende sin historie og sit formål. Hun, folket, skulle lære, hvem hun var. Om den slægt og den kultur, som havde skabt hende. For hun skulle være en værdig brud for Jahve, som kom hver pinse til sit hellige bryllup med hende. Og først og fremmest skulle hun være sin gud og ægtemand tro.
Kundskab om kulturen, landet, folket og dets gud skulle formidles af familien, slægten og præsterne (levitterne) – og ikke mindst af forfædrene. For netop forfædrene definerede hvad jødedommen var. Og naturligvis var forfædrene tilstede under Løvhyttefesten. Åndeligt.
Det fremgår ikke direkte af teksterne i Det gamle Testamente, at forfædrene var med til festen. Men I jødernes mystiske tradition fra middelalderen, ”kabbalaen”, fortælles det, at under Løvhyttefesten kunne de syv store forfædre Abraham, Isak, Jakob, Moses, Aron, Josef og kong David på mystisk vis være tilstede som ”gæster” (gæster på aramæisk= ”ushpizin”). De var nærmest definerende for, hvad jødedom var og er, og de kom på skift hver dag i løbet af den syv dage lange fest[1].
Løvhyttefesten er meget populær blandt jøder i dag, og traditionen med de store forfædre som mystiske gæster er mange steder også en del af vore dages fejring af festen[2]. Den mystiske tradition er dokumenteret siden middelalderen, men den er uden tvivl langt ældre.
Evangelisten Johannes, som formentlig skrev i begyndelsen af det andet århundrede, røber inddirekte, at han kendte traditionen med de store forfædre, der deltog som gæster i den årlige Løvhyttefest.
Som den eneste af evangelisterne fortæller Johannes, at Jesus ”i hemmelighed” deltog i Løvhyttefesten i Jerusalem. Han skriver, at Jesus sagde til sine brødre: ””Drag I op til festen, jeg drager ikke op til denne fest, for min tid er endnu ikke inde.” Det sagde han og blev selv i Galilæa. Men efter at hans brødre var draget op til festen, så drog han også selv derop, ikke åbenlyst, men i al hemmelighed.” [Joh. 7.8-10].
I Jerusalem talte Jesus til jøderne og underviste dem [Joh. 7.14-15]. Han sammenlignede sig selv med forfaderen Abraham, men han gjorde sig derefter til den største af forfædrene: ”Abraham, jeres fader, jublede over at skulle se min dag, og han fik den at se og glædede sig.” [Joh. 8.56].
Jøderne blev chokeret og forarget over hans tale, de ville stene ham, men kunne ikke [Joh. 8.59]. Tempelvagten ville gribe ham, men magtede det heller ikke [Joh. 7.45-47]. – For Jesus var ikke fysisk tilstede men åndeligt.
Det er naturligvis en lignelse, som evangelisten Johannes skrev mange år efter Jesu død. Han så her Jesus som en slags ”den ny tids forfader”. Johannes gjorde Jesus til Løvhyttefestens ”ottende åndelige gæst”. Hans lignelse viser, at traditionen med forfædrene, som underviste og opdrog folket, Zions datter, under Løvhyttefesten, var velkendt på evangelistens tid.